Opnår historisk milepæl: Hollandsk kartoffelselskab leverer rekordomsætning
Med en omsætning på over 500 millioner euro og en samlet verdensproduktion på mere end én million ton kartofler, markerer Royal HZPC Group et af de stærkeste år i koncernens historie. Samtidig ser man frem mod fortsat vækst gennem innovation, nye sorter og øgede investeringer i forskning.

Det hollandske kartoffelselskab Royal HZPC Group har leveret et historisk regnskab i 2024/25. Fotos: Royal HZPC
En global omsætning på 525 millioner euro (3,9 milliarder danske kroner) og mere end én million ton solgte læggekartofler.
Det er facit for det hollandske kartoffelselskab Royal HZPC Group i regnskabsåret 2024/25, og samtidig er det også første gang i koncernens mere end 125-årige historie, at man når de to milepæle.
Hans Huistra, adm. direktør i Royal HZPC Group, forklarer i en pressemeddelelse, at det seneste års resultater skyldes en kombination af stigende efterspørgsel og strategisk vækst i alle selskabets nøglemarkeder.
- Både Royal HZPC og vores datterselskab STET har haft et stærkt år, hvor vi har opnået vækst i alle nøglemarkeder. Højere volumen og priser i Europa, Mellemøsten og Nordafrika samt i Asien og Amerika har ført til en total omsætning på 525 millioner euro, siger han.
Den solide vækst løftede bruttomarginen til 94,4 millioner euro (704,9 millioner kroner), mens nettoresultatet steg betydeligt til 17,1 millioner euro (127,7 millioner kroner). Dette er før udgifterne til programmet »Connecting Growers«.
Rekordudbetaling til avlere
Allerede i foråret meldte Royal HZPC ud, at man trods en udfordrende start på 2024-høsten havde en stærk tro på, at man ville lande et rekordresultat i seneste regnskab.
Med netop et rekordresultat bagagen bliver der også lavet en rekordudbetaling til koncernens avlere og medejerkreds. Udbyttet per certifikat hæves til 10,90 euro, hvilket er til stor glæde for avlerne, der både leverer til og investerer i selskabet.

Med en omsætning på 3,9 milliarder kroner og mere end én million ton solgte læggekartofler giver Royal HZPC en rekordudbetaling til avlerne.
En styrkelse af markedspositionen
Selvom man netop har præsenteret et rekordregnskab, er ledelsen i Royal HZPC bevidste om, at man ikke må lade resultatet blive en sovepude.
- Vi er tilfredse med det forgangne år, men vi forholder os fortsat årvågne. Faldet i frimarkedspriserne ved slutningen af sidste sæson, kombineret med udfordringer på de europæiske spisekartoffelmarkeder og i flere vigtige eksportregioner viser, at det nuværende år bliver krævende, især for de frie sorter, siger direktøren og fortsætter:
- Alligevel er vi meget tilfredse med væksten i vores nye sorter.
I pommes frites-segmentet oplevede fem nye sorter, Quintera, Travolta, Invictus, Cardyma og Castor, en stærk fremgang det seneste år.
I chips-produktionen vinder Norman og flere STET-varianter frem, mens eksportmarkederne efterspørger sorter som Rashida og Panamera. På markedet for friske kartofler fortsætter Colomba sin position som europæisk markedsleder, mens Libra og Brianna følger trop.
Forskning og global ekspansion driver væksten
Udover at styrke sin markedsposition, fortsætter Royal HZPC også med at styrke sin forsknings- og udviklingsindsats.
Ifølge Hans Huistra begynder investeringerne for alvor at bære frugt.
- Vores investeringer i R&D betaler sig i stigende grad, og vi fortsætter med at investere, siger han og tilføjer:
- Ud over vores nye sorter har vi en lovende pipeline af kommende varianter, der lever op til vores standarder for robusthed og modstandsdygtighed. Vi håber at kunne udvide vores dyrkningsarealer igen i denne sæson både i Holland og internationalt. Udsigterne er positive.
Royal HZPC Group blev grundlagt i 1898 i Holland og er i dag en international markedsleder inden for kartoffelforædling, handel med læggekartofler og udvikling af produktkoncepter.
Selskabet har 400 medarbejdere i 16 lande og en eksport til over 90 markeder.









 
                                         
                                        































