Efter Tican-tilslutning: Nu følger DanePork trop i branchedannelse
Med DanePorks indmeldelse har FødevareDanmark nu samlet alle private slagterier i én organisation, der skal styrke branchens stemme i en tid med skærpede krav, færre dyr og intens international konkurrence.

- Vi ser FødevareDanmark som en konstruktiv og fagligt stærk aktør, der kan samle branchen, siger Leo Grønvall (tv), adm. direktør i DanePork. Det er FødevareDanmarks direktør, Leif Wilson Laustsen, til højre. Foto: FødevareDanmark
Det kunne mærkes i branchen, da Tican for nylig meldte sig ind i FødevareDanmark. Nu følger en anden sværvægter efter.
DanePork – et af landets største private svineslagterier med omkring 700 medarbejdere i Randbøl mellem Vejle og Billund – slutter sig til brancheorganisationen.
Med det nye medlemskab lykkes det FødevareDanmark at samle hele gruppen af private slagterier og mindre slagtehuse under én parole.
Ifølge adm. direktør i DanePork, Leo Grønvall, handler beslutningen om at konsolidere branchens politiske gennemslagskraft.
- Hvis vi forsat skal have en stærk dansk fødevareproduktion, hvor vi kan brødføde os selv, er vi nødt til at sikre nogle rammevilkår, der gør os konkurrencedygtige på den lange bane, og det kræver, at vi står sammen. Det er FødevareDanmark med til at sikre, og det er baggrunden for vores medlemskab, siger DanePork-direktøren i en pressemeddelelse.
DanePorks indtrædelse under FødevareDanmark sker mindre end en måned efter, at Tican meldte sig ind.
Styrker den politiske stemme
Hos FødevareDanmark bliver DanePorks indtræden modtaget med tilfredshed. Direktør Leif Wilson Laustsen fremhæver virksomhedens rolle i dansk fødevareproduktion.
- Vi er meget glade for, at DanePork indtræder i fællesskabet. Det er en markant og vigtig virksomhed i dansk fødevareproduktion, og deres erfaring og perspektiver styrker vores arbejde. Når de private slagterier nu står mere samlet, står de også stærkere – både erhvervs- og fødevarepolitisk samt i den offentlige debat, siger han.
Med både Tican, Himmerlandskød og omkring 80 mindre slagtehuse ombord samler FødevareDanmarks slagteridivision nu alle private aktører på området.
Vigtigt vendepunkt
Ifølge Leif Wilson Laustsen kommer det på et kritisk tidspunkt.
- Slagterierne og fødevarehåndværket står midt i en tid med store forandringer. Færre dyr, skærpede miljøkrav og hård international konkurrence udfordrer hele værdikæden fra gård til butik. Det gør behovet for en samlet og tydelig stemme større end nogensinde. At DanePork nu bliver en del af FødevareDanmark, styrker netop den stemme, siger han og tilføjer:
- FødevareDanmark bygger på den grundlæggende overbevisning, at vi står stærkere, når vi står sammen på tværs af fag og virksomhedsstørrelser. Det gør vores stemme vanskeligere at overse, og det kommer både producenter, medarbejdere og forbrugere til gavn – og i sidste ende hele den danske madkultur.
FødevareDanmark repræsenterer i dag godt 700 små og mellemstore fødevarevirksomheder – fra slagtere, bagere og ostehandlere til producenter, grossister, fødevareiværksættere og slagterier.








































