Med et minimumsindskud på 20.000 kroner har Andreas Groth Clausen samlet en gruppe private, der vil købe konventionel landbrugsjord og lægge den om til natur.

Gruppen ejer allerede et mindre landbrug ved Skive og nogle hektar på Lolland, og nu overvejer de et stykke jord på knap 7 hektar ved Haslev.

Det beretter DR Nyheder.

Projektet kolliderer dog ofte med bureaukrati, der frustrerer Andreas Groth Clausen.

- For det første viste det sig, at man ikke kan købe landbrugsjord, uden man ejer en landbrugsejendom. Det giver jo god mening, hvis man gerne vil være et landbrugsland. Det giver mindre mening, når man gerne vil etablere natur. Jeg forstår ikke, man ikke kan købe landbrugsjord uden ejendom, hvis formålet er at lave natur. Det er helt klart den største udfordring, vi er stødt på, fortæller han til mediet.

Kravet har gruppen imidlertid løst ved at eje ejendommen ved Skive.

Selv små arealer kan gøre en forskel, mener Andreas Groth Clausen og påpeger, at ingen gør nok, men at det også er »et vanvittigt dårligt argument for ikke at gøre noget.«

Andreas Groth Clausen er stifter af non-profit-foreningen Landjord, hvorigennem private gennem kontingent kan være med til at opkøbe landbrugsjord.

Business