Der blæser positive vinde mod den danske producent af ventilationssystemer, Skov A/S. Virksomheden kan nemlig se tilbage på et regnskabsår 2024/25 med markant fremgang, hvor man har leveret det bedste resultat i virksomhedens historie med en omsætning på 1,37 milliarder kroner og et resultat før skat på 252 millioner kroner.

Det svarer til en vækst på 27 procent på toplinjen og 21 procent på bundlinjen.

Fremgangen er især drevet af gunstige markedsvilkår og målrettede investeringer i kerneforretningen, hvor Skov leverer ventilationsløsninger til grise-, fjerkræ- og kvægproduktion.

- Griseproduktionen i Danmark koncentreres hos færre, men større producenter, der investerer i ny teknologi og løbende optimering. En ny tendens er, at nogle af disse producenter også retter blikket mod kyllingeproduktion, fortæller Leo Østergaard, adm. direktør i Skov A/S i en pressemeddelelse.

Stigende efterspørgsel på fjerkræløsninger

Netop fjerkræ er et område i vækst. Efterspørgslen på ventilationsløsninger til fjerkræsstalde er stigende, og Skov forventer at levere udstyr til flere danske anlæg i det kommende regnskabsår 2025/26.

Samtidig begynder de seneste års investeringer i Nord- og Sydamerika nu at give afkast, og virksomheden intensiverer sin indsats på begge kontinenter. Også eksportmarkederne i Europa, Mellemøsten og Asien har levet op til forventningerne, lyder det fra ledelsen.

Datterselskabet Skov-Secco, der leverer ventilationsløsninger til kvæg, har ligeledes udviklet sig efter planen.

Indtog på drivhusmarkedet

Regnskabsåret bærer også præg af et strategisk skridt ind på et nyt forretningsområde - gartnerisektoren.

Den 15. april 2025 opkøbte Skov det hollandske Sercom Regeltechniek B.V., som nu er blevet til Skov-Sercom B.V.

- Skov-Sercom udvikler, producerer og sælger styringer til gartnerier. Sammen med Skov’s øvrige ventilationsprodukter kan vi nu tilbyde komplette ventilationssystemer til drivhuse i det voksende globale mellemsegment. Opkøbet markerer starten på Skov’s ambition om at blive en global aktør inden for drivhusventilation og dermed bidrage til produktionen af plantebaserede fødevarer, fortæller Leo Østergaard.

Den nye virksomhed i Skov-regi ligger i den hollandske by Lisse, har 30 ansatte og arbejder med både udvikling, produktion, salg og service.

Justeret strategi i datterselskab

Også selskabet Xio A/S, der leverer automations- og logistikløsninger, har været igennem en strategisk justering. Oprindeligt var fokus rettet mod insektproduktion, men kompetencerne bringes nu i spil bredere.

- Strategien for Xio blev tilpasset, da markedet for insektproduktion ikke udviklede sig som forventet, og Xio’s stærke kompetencer inden for automatisering anvendes nu på tværs af flere sektorer. Med denne strategiske justering forventer vi fremadrettet at se vækst og nye muligheder for Xio i både eksisterende og nye markeder, fortæller Leo Østergaard.

Xio blev opkøbt gennem Sealing System A/S’ konkursbo i september 2024.

Store investeringer

Skov fortsætter samtidig med at investere massivt i udvikling, produktion og logistik. I januar 2026 åbner virksomheden et nyt logistikcenter i Bangkok, som skal sikre hurtigere levering og styrke konkurrencekraften i regionen. I april 2026 indvies desuden et totalrenoveret fabriksafsnit i Glyngøre dedikeret til sensorproduktion med øget automation og kapacitet.

Investeringerne skal understøtte virksomhedens vækststrategi og differentiering i markedet.

- Vi har haft et særdeles travlt år med fokus på at udvikle vores forretning. Men der har også i årets løb været tid til fest og farver. Et af årets helt store højdepunkter var Skov Festival, hvor mere end 1.000 gæster og medarbejdere deltog i en fantastisk dag med musik, mad og godt samvær, siger Leo Østergaard.

Forventningerne til fremtiden er positive. Medarbejderantallet, som i gennemsnit var 490 i 2024/25, forventes at stige både i Danmark og internationalt i det kommende år.

RegnskaberBusiness