Det danske innovationspartnerskab AgriFoodTure har netop investeret 27 millioner kroner i seks nye forsknings- og innovationsprojekter, der skal bidrage til den grønne omstilling af landbrugs- og fødevaresektoren.

Projekterne spænder fra reduktion af metan fra staldluft til udvikling af plantebaserede ostealternativer og brug af radar- og satellitdata til måling af kvælstofudvaskning.

Investeringen sker på et tidspunkt, hvor klima- og omstillingsdagsordenen fylder stadig mere for både landbrug og fødevareindustri.

- Med den grønne trepart er det mere aktuelt end nogensinde, at vi får sat skub i den grønne omstilling i landbrugs- og fødevaresektoren. Med de nye investeringer sætter vi turbo på udvikling af konkrete løsninger, der kan reducere drivhusgasudledningen, accelerere innovationen i fødevareværdikæden og bane vej for et mere bæredygtigt fødevaresystem, siger Program Manager Mette Spring Kallestrup fra AgriFoodTure i en pressemeddelelse.

Bred partnerkreds og fokus på SMV’er

Bag de seks projekter står i alt 16 partnere, herunder universiteter, vidensinstitutioner, etablerede virksomheder og startups. Projekterne går under navnene DEEP-LITT, Nitrification of digestate, PERMA FS MEPS, MyFunBlight, REACT og WOW-Organic.

Tre af projekterne har opnået støtte via AgriFoodTures booster-ordning, som er målrettet små og mellemstore virksomheder.

- Regeringens mål er at reducere drivhusgasudledningen i Danmark med 70 procent i 2030, og det haster med at komme ud over rampen. I den nye investeringsrunde har vi derfor haft fokus på projekter, der kan gøre en forskel her og nu. Samtidig har det været et selvstændigt mål for os at støtte mindre og mellemstore virksomheder, der som bekendt er en væsentlig del af økosystemet i dansk erhvervsliv, siger Mette Spring Kallestrup.

Gyllen i fokus

Et af de støttede projekter er »Nitrification of digestate«, som arbejder med at omdanne restprodukter fra biogasproduktion til nitratrig gødning, der kan optages direkte af planterne.

- Gylle fungerer godt som gødning på marken, men har også nogle ulemper i form af fx lugtgener. I projektet vil vi ved hjælp af de bakterier, der allerede er i den afgassede gylle, omdanne ammoniak og organisk bundet kvælstof til nitrat, som kan bruges af planten direkte. Dette vil reducere drivhusgasudledningerne, samtidig med at lugtgenerne fjernes, siger Jan Astrup fra Advanced Substrate Technologies, som er partner i projektet.

Ud over Advanced Substrate Technologies deltager Aarhus Universitet, Rybjerg Biogas, Dangrow Agro, A/S Knud Jepsen og Ny Vraa ApS i projektet.

Knap 200 mio. investeret

AgriFoodTure er et dansk, grønt og missionsdrevet forsknings- og innovationspartnerskab – også kaldet en Innomission – med det formål at accelerere den grønne transformation af landets landbrugs- og fødevareproduktion.

Med de seks nye projekter har partnerskabet siden etableringen i 2022 investeret i alt 198 millioner kroner i 36 grønne forsknings- og innovationsprojekter.

I juni 2025 fusionerede AgriFoodTure med den danske klyngeorganisation Food & Bio Cluster Denmark.

Business