Kendt maskinprofil markerer 45 år i branchen
Jens Hansen, medejer af TBS Maskinpower, har solgt et ukendt – men meget stort – antal traktorer gennem 45 år, der nu markeres.

Fendt-profilen Jens Hansen markerer 45 år i maskinbranchen med fokus på relationer, teknologi og effektive løsninger. Foto: TBS Maskinpower
Der er ikke mange sælgere i maskinhandlerbranchen, der personligt har solgt så mange traktorer som Jens Hansen. Efter snart 45 år i branchen – primært med Fendt – markeres jubilæet ved en reception fredag den 23. januar.
Antallet af solgte traktorer kender han ikke selv, men det er mange.
Karrieren begyndte som elev hos Brørup Maskinforretning og førte senere til medejerposter i maskinforretninger i Toftlund, Brørup og Starup. I dag er Jens Hansen medejer af TBS Maskinpower og seniorsælger med Fendt som sit primære fokus. Hvor han tidligere »måtte kæmpe sig fra gårdsplads til gårdsplads«, har han i dag fast plads ved køkkenbordet hos mange stamkunder.
- Man kan ikke sælge landbrugsmaskiner uden at opbygge relationer til sine kunder. Det tager tid, men hvis man så har gjort sig fortjent til kundernes tillid, er der næppe en kundegruppe, der er bedre at arbejde sammen med, siger han i en pressemeddelelse.
Ud over traktorer har Jens Hansen især haft blik for selvkørende sprøjter og anslår, at han har solgt over 50 Rogatorer.
Trods store strukturændringer i landbruget og branchen er motivationen for ham uændret.
- Det med at snakke med kunderne og finde løsninger på deres maskinbehov er det, der betyder mest for mig.
Jubilæet fejres med en uformel reception hos TBS Maskinpower i Grindsted.









































