Vandingsmaskiner og landbrugsmaskiner generelt bliver større og større år for år.

Det er ingen undtagelse for vandingsmaskinerne fra Fasterholt Maskinfabrik A/S, som også har udviklet sig siden den første vandingsmaskine blev bygget i 1958.

I takt med at maskinerne bliver større og tungere, bliver reglementer og lovkrav til blandt andet trafiksikkerhed også skærpet.

For hele tiden at være på forkant har man hos Fasterholt Maskinfabrik, der har base i byen Fasterholt nord for Brande, ansat Christian Frederiksen for halvandet år siden som udviklingsingeniør. Fokus på sikkerheden har altid været der, men i takt med kravene er blevet større med årene og ændrer sig hurtigere, gav det til sidst mening at ansætte en mand specifikt til dette.

Hver dag arbejder han derfor på at sikkerheden på vandingsmaskinerne fra den midtjyske virksomhed altid er i orden.

- Det må ikke være sådan, at du kan købe en maskine hos os, hvor det f.eks. kan ende i et uheld, fordi du ikke har ordentlige bremser på din vandingsmaskine, forklarer han og tilføjer:

- Det er hele tiden et spørgsmål om sund fornuft og samtidig at være opmærksom på nye krav og regler, og hvad der ellers rører sig inden for godkendelser.

En hjertesag

Fasterholt Maskinfabrik er i dag Skandinaviens førende producent af vandingsmaskiner, og man eksporterer flere vandingsmaskiner til blandt andet Holland og Frankrig.

Det betyder også, at man hos den midtjyske producent skal forholde sig til forskellige reglementer og lovkrav, da disse varierer fra land til land.

Christian Frederiksen er som homologeringsansvarlig hos Fasterholt Maskinfabrik ansat til at arbejde med forhold såsom test og afprøvning, regler og lovkrav, godkendelser og vejbrug med mere.

For ham er det en hjertesag at sikre, at virksomheden hele tiden følger udviklingen og sikrer, at maskinerne er up-to-date.

Christian Frederiksen blev for halvandet år siden ansat i Fasterholt Maskinfabrik, hvor han er homologeringsansvarlig.

Christian Frederiksen blev for halvandet år siden ansat i Fasterholt Maskinfabrik, hvor han er homologeringsansvarlig.

Tokredsbremseudtag er pålagt

Vandingsmaskinerne fra Fasterholt Maskinfabrik står det meste af sin levetid på en mark, og befinder sig nærmest aldrig på en offentlig vej. Ikke desto mindre er vandingsmaskinen pålagt de samme lovkrav og regler som landbrugsmaskiner, der bruger meget mere tid på vejene.

Sidste år trådte en ny lov i kraft, om at alle nye traktorer skal leveres med tokredsbremseudtag, og derfor skal det også på de redskaber, der spændes efter. Samtidig steg kravet til procentsatsen for opbremsning, så bremserne nu skal opnå en opbremsning på 35 procent af redskabets totalvægt.

- For at opnå de påkrævede bremsekrav har vi monteret bremser på både for- og bagaksel. Samtidig giver vores nye tokredsluftbremsesystem en virkelig god og gradueret bremsning, og det er derfor mere sikkert, siger Christian Frederiksen.

Vandingsmaskinens konstruktion gør, at den store tromle altid vil skyde vægten over på forakslen ved opbremsning. Så ved at have en forbremse, som gør meget af bremsearbejdet, giver det rigtig gode bremseegenskaber og kørekomfort.

- Bremserne er så stærke, at alle vores maskiner undtagen den allerstørste må køre på vejene både med og uden vand, hvilket er ret imponerende, vægten og konstruktionen taget i betragtning, lyder det fra Christian Frederiksen.

Han forklarer videre, at man hos Fasterholt Maskinfabrik generelt har bygget stor sikkerhed ind i vandingsmaskinerne.

- Generelt er der bare bygget stor sikkerhed ind i løsningen. Hvis systemet mister lufttrykket fra traktoren, bremser systemet automatisk. Ligesom tryklufttanken indeholder luft nok til otte fulde opbremsninger uden tilførsel af ny luft, hvis alt andet fejler, siger han.

Det nye system fra Fasterholt Maskinfabrik overholder ligeledes parkeringskravene, som betyder, at vandingsmaskinen kan holde parkeret på en bakke med en hældning på 18 procent.

Sikkerhed og synlighed bliver prioriteret højt hos Fasterholt Maskinfabrik, og man har blandt andet reflekser placeret i den rigtige højde og vinkel i forhold til medtrafikanternes synsvinkel.

Sikkerhed og synlighed bliver prioriteret højt hos Fasterholt Maskinfabrik, og man har blandt andet reflekser placeret i den rigtige højde og vinkel i forhold til medtrafikanternes synsvinkel.

Synligheden er alfa og omega

Udover reglementer og lovkrav vægter man hos Fasterholt Maskinfabrik også synlighed højt i forbindelse med god trafiksikkerhed.

Derfor har man udstyret vandingsmaskinerne med både reflekser og lygter. Reflekserne sidder hele vejen rundt og består blandt andet af orange sidemarkeringer, hvide markeringsreflekser forpå og rød trekantrefleks bagpå.

- Alle reflekser og lygter er selvfølgelig placeret i de rigtige højder og vinkler i forhold til medtrafikanternes synsvinkler – og ja, den slags er der også regler for – så maskinen nemt ses i trafikken, forklarer Christian Frederiksen.

Et krav, som endnu ikke er indført i Danmark, er nummerpladebelysning.

Alligevel er man også her på forkant. Dette skyldes dog, at flere af de store markeder, som Fasterholt Maskinfabrik eksporterer til som Holland og Frankrig, efterspørger det.

Vandingsmaskinerne har ligeledes et kombineret kørelys, bremselys og blinklys bagpå, ligesom alle hjørner er afrundet, så bløde trafikanter ikke skærer sig på maskinen, hvis de skulle støde sammen.

- Selvom risikoen er overvejende lille for, at en vandingsmaskine ender i et trafikuheld, er det bare ikke det værd at nedprioritere sikkerhedsudstyret. Tænkt nu, hvis uheldet er ude, og det kunne have været undgået med de korrekte sikkerhedsforanstaltninger, siger Christian Frederiksen.

Business