Dansk økologi jagter nyt eksporteventyr på messe
23 danske virksomheder satser på Tyskland og Centraleuropa, når verdens største økologimesse Biofach åbner i Nürnberg med rekordtal for dansk eksport i ryggen.

De danske virksomheder har Ø-mærket i ryggen på fagmessen BioFach. Danmark er kendt for en grundig, statslig økologikontrol og høj fødevaresikkerhed. Foto: Økologisk Landsforening
Fra tirsdag deltager 23 danske virksomheder på den danske fællesstand på BioFach i Nürnberg – verdens største fagmesse for økologiske fødevarer. Målet er klart: at udbygge dansk økologis position på eksportmarkederne, især i Tyskland.
Bag satsningen ligger friske tal fra Danmarks Statistik, som viser, at eksporten af danske økologiske fødevarer steg fire procent i 2024 og satte rekord for fjerde år i træk.
- Det er et resultat af, at de dygtige danske producenter arbejder seriøst med det her, og at blandt andet vi i Økologisk Landsforening sammen med vores gode samarbejdspartner Bio Aus Dänemark har fokus på at udvide adgangen til eksportmarkederne og skabe kontakter til vigtige indkøbere, siger Dennis Hvam, international markedschef for økologi i Økologisk Landsforening.
Tyskland er Europas største økologimarked og aftager næsten halvdelen af den danske økoeksport. En af virksomhederne på fællesstanden er Matr Foods, som præsenterer en fermenteret, økologisk køderstatning målrettet tysktalende markeder.
- Når vi så bruger en naturlig biologisk proces uden E-numre eller tunge forarbejdnings-processer, har vi en klar fornemmelse af, at det vil give genklang i Tyskland og andre lande som Schweiz og Østrig, siger adm. direktør Randi Wahlsten.
BioFach løber fra 10. til 13. februar og den danske fællesstand er støttet af EU’s NextGenerationEU-program.


































