Danish Agro koncernens datterselskab Vilomix International Holding fortsætter sin markante fremgang og leverer i 2025 endnu et rekordår.

Dermed rider premix- og mineralselskabet videre på bølgen fra 2024, som også var et rekordår med et driftsresultat på 292 millioner kroner og en omsætning på 3,8 milliarder kroner.

I 2025 har selskabet øget sin omsætning med 15 procent til 4,4 milliarder kroner, hvilket betyder, at omsætningen er vokset knap 50 procent over de seneste fem år.

Driftsresultatet er forbedret med 76 millioner kroner sammenlignet med sidste år og lander på 368 millioner kroner.

- Vilomix leverer et særdeles stærkt resultat, som både bekræfter vores strategiske retning og den høje professionalisme i organisationen. Det er et resultat af målrettet arbejde på tværs af koncernen og et klart fokus på vækst, kvalitet, effektivitet og synergieffekter, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro i en pressemeddelelse.

Den finansielle udvikling er bredt funderet i forretningen og afspejler ligeledes både øget aktivitet og betydelige bundne markedsandele på tværs af de fleste markeder og centrale produktområder.

Udviklingen kan også ses i produktionen, hvor den samlede producerede tonnage på koncernens fabrikker, voksede med 13 procent i seneste regnskabsår.

Resultat af ny strategi

Ved udgangen af 2024 lancerede Vilomix sin nye strategi »Feed Forward«, hvor fokus er på markant vækst de kommende år.

Strategien har blandt andet fokus på at styrke Vilomix’ position på udvalgte internationale vækstmarkeder, hvor koncernen allerede har opnået stærke resultater i landene Polen, Spanien, Brasilien og Paraguay.

Tiltagene påbegyndte i 2025, og i 2026 forventer koncernen at investere yderligere i disse markeder.

De første produktionsfabrikker i Brasilien og Paraguay købte Vilomix tilbage i 2023, og siden har de sydamerikanske aktiviteter udviklet sig hastigt. I 2025 leverede Vilomix Brazil og Vilomix Paraguay et samlet driftsresultat på 24 millioner kroner, hvilket er 8 millioner højere end i 2024.

Derudover er omsætningen steget med 56 procent til 266 millioner kroner, og omsætningen er derfor næsten fordoblet i de to selskaber på to år.

- De flotte resultater i Brasilien og Paraguay skyldes først og fremmest en stærk kombination af kompetente medarbejdere, moderne produktionsanlæg og et primærerhverv i vækst. Samtidig har vi formået at realisere klare synergieffekter på tværs af koncernen, forklarer Henning Haahr.

Resultaterne i Brasilien og Paraguay gør ligeledes, at Vilomix ser gode vækstmuligheder i Sydamerika de kommende år, hvor man løbende vil analysere mulighederne for yderligere udvidelse og opkøb i regionen.

Henning Haahr, adm. koncerndirektør i Danish Agro. Arkivfoto

Henning Haahr, adm. koncerndirektør i Danish Agro. Arkivfoto

Styrkelse af global position

Vilomix har ikke kun fokus på Sydamerika. Også Europa har et stort fokus på premix- og mineralselskabet, og her er Polen udpeget som et centralt vækstmarked.

Koncernen meldte i 2025 ud, at der skal investeres i en ny fabrik til produktion af premix og mineralfoder i Siedlec gennem datterselskabet Blattin Polska.

Vilomix forventer, at den nye fabrik er fuldt operationel ved udgangen af 2026 og får en årlig kapacitet på 35.000-40.000 ton. Investeringen skal sikre øget kapacitet, kortere leveringstider, reducerede transportomkostninger og større fleksibilitet for polske landmænd.

Fabrikken i Polen betyder, at Vilomix Group fremover vil drive i alt 12 fabrikker i Danmark, Sverige, Finland, Norge, Letland, Polen, Spanien, Paraguay og Brasilien, og samtidig styrker man sin position som en international førende aktør inden for vitaminer, mineraler og premix til husdyr.

Business