Fem nye medlemmer indtræder i Danish Agros delegeretforsamling
Efter valg på de årlige regionsmøder har Danish Agros delegeretforsamling fået dem nye medlemmer. Derudover er tre bestyrelsesmedlemmer blevet genvalgt.

Danish Agro har fået fem nye medlemmer i sin delegeretforsamling. Foto: Danish Agro
Danish Agro har for nyligt afholdt seks regionsmøder, hvor de blandt andet blev afholdt valg til delegeretforsamlingen, som er det øverste beslutningsorgan i andelskoncernen.
I en pressemeddelelse fra koncernen står der, at resultatet af valgene betyder, at fem nye medlemmer nu indtræder i den landbrugsejede koncernens delegeretforsalming, som i alt består af 45 delegerede.
De fem nye medlemmer er Casper Pedersen og Jesper Rasmussen fra region Nordjylland, Johnny Nielsen fra region Sydjylland samt Julie Rasmussen og Martin Knudsen fra region Fyn.
De afløser Larsbjørn Olsen, Erik Pedersen, Jørn Kjær Madsen, Erik Lundgreen og Lars Langskov Nielsen, som er fratrådt forsamlingen.
Da resultaterne lå fast, takkede bestyrelsesformand i Danish Agro, Hans Damgaard, de afgørende medlemmer og bød de nye velkommen.
- På vegne af virksomheden vil jeg gerne takke de fratrædende delegeretmedlemmer for et udbytterigt samarbejde. Samtidig er jeg glad for at byde de nye medlemmer velkommen, siger han og tilføjer:
- De bringer hver især stærke kompetencer og nye perspektiver, som vi glæder os til at få gavn af. Det er værdifuldt for Danish Agro og vores fortsatte udvikling.
Uændret bestyrelse
Regionsmøderne blev afholdt i forlængelse af Danish Agros generalforsamling den 5. marts, hvor tre bestyrelsesmedlemmer var på valg, og alle blev genvalgt.
Ifølge Hans Damgaard giver den nuværende bestyrelse et solidt grundlag for koncernens videre udvikling.
- Vi har en stærk bestyrelse med en god blanding af forskellige kompetencer, erfaring og nytænkning. Sammen med et tæt og velfungerende samarbejde med direktionen givet det et stærkt fundament for at fortsætte udviklingen af Danish Agro, siger han.
Bestyrelsen i Danish Agro består nu af formand Hans Damgaard, næstformændene Hans Bonde Hansen og Kristian Kornerup Jensen samt medlemmerne Søren dyssemark Knudsen, Christian Pries Andersen, Søren Steen Smalbro, Ditlev Hasselbalch, Karen Hækkerup og Anne Kathrine Steenbjerge. Derudover sidder Jens Erik Kyed som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. Koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 milliarder kroner.













































