VikingDanmark og Dansk Holstein har indgået en ny samarbejdsaftale, der skal skabe mere klare rammer for arbejdet med Holstein-avlen og det fælles nordiske avlsindeks NTM.

Aftalen betyder, at VikingDanmark fremover bliver firmamedlem i Dansk Holstein. Ifølge parterne er ændringen resultatet af et ønske om en mere tidssvarende samarbejdsmodel med tydeligere ansvarsfordeling.

Dansk Holstein fortsætter ansvaret for arbejdet med NTM, som ejes af Landbrug & Fødevarer, med fokus på at sikre størst mulig økonomisk værdi for danske Holstein-kvægbrugere.

- For Dansk Holstein har det været afgørende at skabe klare rammer for det fremtidige samarbejde, så vi fortsat kan have fuldt fokus på avlsmålet og på at sikre løsninger, der gavner vores medlemmer og den danske Holstein-race, siger formand for Dansk Holstein, Johnny Nielsen i en pressemeddelelse.

VikingDanmark skal fortsat bidrage til værdikæden omkring NTM gennem genetik, rådgivning, dataarbejde samt forskning og udvikling.

- VikingDanmark er og bliver en central aktør i at levere høj avlsfremgang og løsninger til markedet. Med den nye aftale får vi en tydeligere rollefordeling, hvor Dansk Holstein samler dialogen om avlsmålet, mens vi fortsat fokuserer på at levere genetik med højt NTM til gavn for kvægbrugerne, siger bestyrelsesformand Anders Levring.

Aftalen træder i kraft den 1. juli 2026.

BusinessKvæg