Danpo forfremmer salgsdirektør til topchef
Claus Hein rykker videre til international koncernrolle, mens Klement Hinkbøl Ribergaard overtager ledelsen af Danpo efter en periode med turnaround og vækst.

Klement Hinkbøl Ribergaard bliver ny adm. direktør i Danpo, mens Claus Hein rykker til international toppost i Scandi Standard. Foto: Danpo
Fra 1. juni overtager Klement Hinkbøl Ribergaard posten som adm. direktør i Danpo. Udnævnelsen sker, efter at Claus Hein er blevet udpeget som adm. direktør for Scandi International, der samler Scandi Standards internationale aktiviteter.
Skiftet kommer efter en periode, hvor Danpo har vendt flere års underskud til positive resultater og samtidig styrket væksten.
- Claus Hein har på kort tid leveret endnu stærkere præstationer i spidsen for Danpo, end vi havde turdet drømme om, siger Group adm. direktør Jonas Tunestål fra Scandi Standard i en pressemeddelelse.
Claus Hein ser frem til at koncentrere sig om koncernens internationale ambitioner, hvor blandt andet den nyerhvervede fabrik i hollandske Oosterwolde skal understøtte væksten.
Samtidig peger han på sin efterfølger som det naturlige valg.
Ribergaard kom til Danpo fra Salling Group i november 2024 og har siden været salgsdirektør for hjemmemarkedet. Ifølge Jonas Tunestål har den 37-årige leder hurtigt sat sit præg på forretningen.
- Klement Hinkbøl Ribergaard er kommet flyvende ind i Danpo og Scandi Standard og har på kort tid gjort det så overbevisende godt, at han har fortjent denne store tillid, siger han.
Den nye adm. direktør lægger vægt på fortsat vækst i markedet for dansk kylling og på samarbejdet med virksomhedens landmænd og kunder.







































