Løfter bundlinjen med 23 mio.: BouMatic vender underskud til overskud
Efter et underskud på 11,4 millioner kroner i 2024, leverer malkeudstyrskoncernen BouMatic A/S igen sorte tal. Ekstraordinære lagernedskrivninger trækker dog fortsat ned, og resultatet betegnes som utilfredsstillende.

BouMatic vender milliontab til overskud, men rammes fortsat af lagernedskrivninger og misser egne forventninger. Arkivfoto: BouMatic
BouMatic A/S er tilbage i plus efter et vanskeligt 2024.
Det danske selskab, der udvikler, producerer og markedsfører malkeanlæg, malkekarruseller, gylleudstyr, computerstyrede fodringsanlæg og tilbehør til mælkeproducenter, kom ud af 2025 med et overskud på 11,4 millioner kroner.
Det fremgår af selskabets årsrapport.
Resultatet står i kontrast til 2024, hvor BouMatic A/S kom ud med et underskud på 11,4 millioner kroner efter ekstraordinære nedskrivninger på varelageret og valutakurstab på koncerninterne lån i amerikanske dollar.
Dermed er der tale om en forbedring på knap 23 millioner kroner på bundlinjen. Alligevel er resultatet markant lavere end den forventning, ledelsen meldte ud i årsrapporten for 2024. Her lød forventningen på et resultat før skat i niveauet 25-30 millioner kroner for 2025.
Ledelsen betegner da også årets økonomiske præstation som utilfredsstillende og peger primært på ekstraordinære omkostninger til nedskrivning af varelageret i 2025.
Imidlertid tog omsætningen et mindre dyk fra 450,3 millioner kroner til 443,2 millioner kroner.
SAC-brand fortsat i årsrapporten
BouMatic A/S markedsfører ifølge årsrapporten udstyr under navnene SAC, BouMatic og Hokofarm. BouMatic-brandet sælges på de nordiske markeder og i de baltiske lande, mens SAC sælges i hele Europa med undtagelse af Frankrig. Hokofarm sælges i hele Europa.
Oplysningen kommer efter, at BouMatic og SAC i sommeren 2025 meldte ud, at SAC-brandet senest ved årets udgang ville blive fuldt integreret i BouMatic. Ifølge selskaberne skulle fusionen samle de bedste produkter fra begge mærker i én portefølje og gøre SAC-forhandlere til BouMatic-partnere.
BouMatic købte SAC i 2021, og brandfusionen blev beskrevet som et led i strategien om at styrke innovation, effektivitet og service til mælkeproducenter globalt.
Årsrapporten for 2025 omtaler dog fortsat SAC som et selvstændigt salgsbrand på de europæiske markeder.
Logistik for koncernen
Ud over aktiviteterne inden for malke- og staldteknologi fungerer BouMatic A/S også som indkøbs- og lagerfunktion for andre europæiske selskaber i koncernen.
Det gælder især BouMatic Robotics i Holland og BouMatic Gascoigne Melotte i Belgien.
Netop den rolle blev også fremhævet i forbindelse med 2024-regnskabet, hvor selskabet beskrev, hvordan en betydelig del af varerne indkøbes fra moderselskabet i USA og sælges videre med et tillæg på 5 procent. Ifølge selskabet reducerer modellen den finansielle risiko ved eventuelle toldændringer.
Ved udgangen af 2025 havde BouMatic A/S en egenkapital på 47,2 millioner kroner.
Venter nyt løft i 2026
Selv om 2025-resultatet ikke lever op til ledelsens egne forventninger, fastholder BouMatic A/S troen på en klar forbedring.
For 2026 venter selskabet et resultat før skat i niveauet 25-30 millioner kroner.
Forventningen begrundes med produktrationalisering og omfattende omkostningsbesparelser. Det er dermed i store træk samme niveau, som ledelsen oprindeligt forventede for 2025, men som selskabet ikke indfriede.
BouMatic A/S går dermed ind i 2026 med sorte tal på bundlinjen, men også med et fortsat behov for at bevise, at sparetiltag, produktrationalisering og brandfusionen mellem SAC og BouMatic kan løfte indtjeningen til det niveau, ledelsen selv sigter efter.
Effektivt Landbrug har forsøgt at få en udtalelse fra den adm. direktør i Boumatic, men han har ikke vendt tilbage.




































