GreenGo Energy kom ud af regnskabsåret 2025 med et underskud på 127,2 millioner kroner, og har været afhængig af en større kapitalindsprøjtning for at sikre den fortsatte drift.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Mediet skriver, at ejerne efter regnskabsårets afslutning har stillet 52,8 millioner kroner til rådighed som aktionærlån, gennemført en kapitalforhøjelse på 30 millioner kroner og sikret en ny kreditfacilitet på 10 millioner kroner. Derudover ventes mindst 25 millioner kroner af aktionærgælden at blive konverteret til egenkapital. 

Ledelsen hos GreenGo Energy peger på et svagt marked for vedvarende energi med længere salgsforløb, forsinkelser i udbygningen af elnettet og myndighedsbehandling samt en langsommere udvikling inden for grøn brint blandt årsagerne til resultatet.

Selskabet har gennemført en spareplan, hvor medarbejderstaben er reduceret, man har halveret driftsomkostningerne og ændret Megaton-strategien.

Fokus er flyttet mod hybridprojekter med sol, vind og batterier, mens planerne for Stovstrup er justeret fra brint til e-metanol.

Trods det udfordrende år har ledelsen i GreenGo Energy en forventning om, at nye partnerskaber og aftale vil løfte udviklingen i indeværende regnskabsår.

Business