Tre maskinhandlere går sammen: Ny maskinfestival ser dagens lys
Maskinhandlerne AB Lauridsen Maskiner, Sivertsen og JMM Group er gået sammen og har skabt Rønnede Maskinfestival, der finder sted den 4. september.

AB Lauridsen Maskiner, Sivertsen og JMM Group går sammen og laver Rønnede Maskinfestival, der finder sted fredag den 4. september. Foto: Sivertsen
Rønnede Maskinfestival.
Det er navnet på den nye maskinfestival, der ser dagens lys fredag den 4. september.
Bag ved festivalen står de tre maskinhandlere AB Lauridsen Maskiner, Sivertsen og JMM Group, der alle holder til ved siden af hinanden på Symbiosen i Rønnede på Sydsjælland.
I en fælles pressemeddelelse skriver maskinhandlerne, at kunder, samarbejdspartnere og maskininteresserede har mulighed for at møde op på dagen og opleve et udvalg af maskiner og udstyr til entreprenør- og landbrugsbranchen.
Tilsammen repræsenterer de tre virksomheder en lang række stærke maskinbrands lige fra Kubota og Liebherr til Massey Ferguson.
På dagen kommer mere end 40 leverandører og samarbejdspartnere, herunder Leica, Engcon, Maskinfabrikken JST og CP Metal, og bidrager til Rønnede Maskinfestival.
De tre virksomheder ser det som en oplagt mulighed for at samle kræfter om et større arrangement for egne og fælles kundesegmenter.
- Vi ser mange fordele i at gøre det her sammen. Vi kan hver især præsentere et stærkt produktprogram, men når vi går sammen, kan vi skabe en langt bredere oplevelse for de besøgende, lyder det fra arrangørerne.
- Målet er at samle branchen til en dag, hvor der både er mulighed for at se maskiner, teste udstyr, møde leverandørerne og få en god snak med kolleger fra branchen, står der videre.
Igennem hele dagen vil der være forskellige aktiviteter, herunder konkurrencer, mini-crosser og demokørsel, ligesom der vil være mad og drikke til de besøgende, som lægger vejen forbi Rønnede Maskinfestival på Symbiosen 3-9 i Rønnede fredag den 4. september.





































