Dansk kapitalfond satser stort på italiensk biogas
Copenhagen Infrastructure Partners går ind på det italienske marked for biometan med 20 projekter, der hver skal behandle op mod 100.000 ton landbrugsaffald om året.

CIP investerer i 20 italienske biometanprojekter, der skal omdanne landbrugsaffald til grøn gas. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Den danske kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) investerer gennem fonden Advanced Bioenergy Fund II i den italienske biometanplatform Via Verde.
Platformen omfatter en pipeline på 20 projekter fordelt på blandt andet Lombardiet, Abruzzo og Campania. Anlæggene skal omdanne landbrugsaffald og andre bæredygtige råvarer til biometan.
Hvert anlæg ventes årligt at kunne behandle omkring 60.000-100.000 ton biomasse fra blandt andet landbruget. Når alle 20 projekter er sat i drift, forventer CIP en samlet produktion på omkring 1 terawatt-time biometan årligt. Det svarer ifølge selskabet til gasforbruget i cirka 60.000 italienske husstande.
Investeringen er CIP’s første på det italienske biometanmarked.
- Via Verde markerer vores indtræden på et af Europas mest attraktive markeder for biometan og giver os et stærkt fodfæste, mens Italien skalerer op mod sine mål for biometan i 2030. CIP vil bruge sin ekspertise inden for avanceret bioenergi til at understøtte Via Verdes erfarne lokale team og omfattende projektpipeline og dermed skabe et stærkt fundament for langsigtet vækst, siger Andreas F. Brandt, partner i CIP, i en pressemeddelelse.
Biometanen skal blandt andet erstatte importeret fossil gas og dermed styrke Italiens egen energiforsyning.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































