Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Den tyske fødevare- og sukkerkoncern Südzucker har løftet sit driftsresultat betydeligt i første halvår af regnskabsåret 2026/27, der sluttede den 31. august.

Koncernens driftsindtjening (EBITDA) steg med 60,3 procent fra 189 millioner euro (1,41 milliarder kroner) til 303 millioner euro (2,26 milliarder kroner).

Omsætningen var stort set uændret på 4,19 milliarder euro, svarende til 31,2 milliarder kroner, mens driftsresultatet steg fra 42 millioner euro (313,9 millioner kroner) til 153 millioner euro (1,14 milliarder kroner) – en fremgang på over 260 procent.

Ifølge koncernen skyldes resultatforbedringen især fremgang inden for specialprodukter, stivelse og bioætanol samt en reduktion af underskuddet i sukkerforretningen.

- På tværs af hele koncernen arbejder vi hårdt på at forbedre vores effektivitet og reducere omkostningerne yderligere gennem hele værdikæden. Vi er godt på vej og ser nu de første tegn på succes, siger koncernchef Niels Pörksen i regnskabsmeddelelsen.

Koncernchef i Südzucker, Niels Pörksen.

Koncernchef i Südzucker, Niels Pörksen.

Sukkerforretningen fortsat i minus

Selv om koncernens samlede indtjening er forbedret, er sukkerforretningen fortsat udfordret af faldende priser og lavere afsætning.

Omsætningen i sukkersegmentet faldt fra 1,39 milliarder euro (10,39 milliarder kroner) til 1,27 milliarder euro (9,49 milliarder kroner).

Det negative EBITDA-resultat blev dog næsten halveret fra minus 46 millioner euro (-343,8 millioner kroner) til minus 24 millioner euro (-179,4 millioner kroner).

Forbedringen skyldes primært lavere produktionsomkostninger under sukkerkampagnen i 2025.

Udsigterne til årets sukkerproduktion er imidlertid forværret betydeligt.

Efter en ellers lovende begyndelse på vækstsæsonen har vedvarende varme og usædvanligt lidt nedbør siden juni medført alvorlig tørke i store dele af sukkerroedyrkningen.

Særligt det sydlige Tyskland og Frankrig er ramt, hvor tørken har reduceret forventningerne til roeudbytterne markant.

Samtidig presser sygdomme, skadedyr og svampe produktionen yderligere.

Nedbør i august har kun delvist afhjulpet problemerne, og Südzucker forventer derfor en væsentligt lavere sukkerproduktion i 2026 end året før. Det skyldes både et mindre dyrkningsareal og lavere forventede hektarudbytter.

Også i Danmark har man mærket det udfordrende sukkermarked. Tilbage i august tog tyske Nordzucker beslutningen om at lukke Nordic Sugars sukkerfabrik i Nakskov grundet overkapacitet i den europæiske sukkerindustri.

Faldende sukkerpriser, tørke og sygdomme presser Südzuckers sukkerforretning, der venter en markant mindre roehøst i 2026.

Faldende sukkerpriser, tørke og sygdomme presser Südzuckers sukkerforretning, der venter en markant mindre roehøst i 2026.

Bioætanol trækker resultatet op

En væsentlig del af koncernens resultatforbedring kommer fra datterselskabet CropEnergies, der producerer vedvarende ætanol.

Her steg omsætningen fra 402 millioner euro (3 milliarder kroner) til 438 millioner euro (3,27 milliarder kroner), mens EBITDA-resultatet voksede fra blot 4 millioner euro (29,9 millioner kroner) til 68 millioner euro, svarende til omkring 508 millioner kroner.

Fremgangen skyldes især betydeligt højere salgspriser på vedvarende ætanol og lavere nettoomkostninger til råvarer.

Også stivelsesforretningen forbedrede indtjeningen. Trods et mindre omsætningsfald steg EBITDA fra 29 millioner euro (216,7 millioner kroner) til 36 millioner euro (269,1 millioner kroner), blandt andet som følge af højere avancer i ætanolforretningen.

Inden for specialprodukter voksede omsætningen til 1,13 milliarder euro (8,45 milliarder kroner), mens EBITDA steg fra 115 millioner euro (859,4 millioner kroner) til 140 millioner euro (1,05 milliarder kroner).

Frugtsegmentet oplevede derimod et mindre fald i indtjeningen trods stigende omsætning.

Om Südzucker-koncernen

  • Südzucker er en af Europas største fødevarekoncerner med aktiviteter inden for sukker, specialprodukter, stivelse, frugt og bioætanol
  • Koncernen er Europas største leverandør af sukkerprodukter og driver 21 sukkerfabrikker og to raffinaderier fordelt på 11 europæiske lande, herunder Tyskland, Frankrig, Polen og Østrig
  • Forretningen omfatter desuden funktionelle ingredienser til fødevarer og dyrefoder gennem Beneo, køle- og frostvarer gennem Freiberger samt portionspakkede produkter gennem PortionPack Group
  • Datterselskabet CropEnergies er Europas førende producent af vedvarende ætanol med produktionsanlæg i Tyskland, Belgien, Frankrig og Storbritannien. Stivelsesforretningen omfatter Agranas produktion af stivelse og ætanol, mens Südzucker samtidig er global markedsleder inden for frugtforberedelser til mejeriindustrien og koncentrater fra æbler og bær
  • I regnskabsåret 2025/26 omsatte koncernen for cirka 8,4 milliarder euro, svarende til omkring 62,7 milliarder kroner, og beskæftigede cirka 18.200 medarbejdere

Opjusterer forventningerne

På baggrund af udviklingen har Südzucker hævet sine forventninger til hele regnskabsåret 2026/27.

Koncernen forventer nu en omsætning på mellem 8,3 og 8,7 milliarder euro, svarende til cirka 62-65 milliarder kroner. Tidligere lød forventningen på mellem 8,1 og 8,5 milliarder euro (60,54 og 63,53 milliarder kroner).

Samtidig er den nedre grænse for det forventede EBITDA-resultat hævet fra 480 millioner euro (3,59 milliarder kroner) til 540 millioner euro (4,04 milliarder kroner). Koncernen forventer dermed en samlet driftsindtjening før af- og nedskrivninger på mellem 4,0 og 5,1 milliarder kroner.

- Den justerede prognose afspejler også de første resultater af de tiltag, vi har gennemført i løbet af de seneste 12 måneder, siger Niels Pörksen.

Han understreger, at koncernen fortsætter arbejdet med effektiviseringer og omkostningsreduktioner for at styrke konkurrenceevnen.

Südzucker peger dog samtidig på, at den geopolitiske og globale økonomiske usikkerhed fortsat gør det vanskeligt at vurdere koncernens fremtidige udvikling.

BusinessRegnskaber