Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Et restprodukt fra Arlas produktion af laktose skal måske indgå i foderet til voksne malkekøer. Det undersøger mejerikoncernen sammen med Salling Group i projekt KoFod, hvor fem Arla-landmænd i Vestjylland deltager.

Restproduktet, delaktoseret permeat, opstår, når Arla Foods Ingredients udvinder laktose fra mælke- og vallepermeat. Det indeholder blandt andet laktose, calcium, fosfor og kalium. En del bruges allerede i foderproduktion, især i mælkeerstatning til kalve, mens produktet tidligere også har været anvendt til biogas.

I pilotprojektet skal permeatet gradvist indgå i foderet til malkekøer. Tildelingen kan højst nå 10 kg pr. ko om dagen. Landmændene får løbende rådgivning fra deres egne fodringsrådgivere, mens projektet skal give erfaringer med fodring, mælkeproduktion, økonomi og ressourceudnyttelse.

- Med projekt KoFod vil Arla og Salling Group tage næste skridt og undersøge potentialet i at anvende delaktoseret permeat til voksne malkekøer som en del af køernes foder og dermed føre flere af mælkens næringsstoffer tilbage i kredsløbet på gården, siger Mette Ulsø Kristensen, Head of Sustainability Arla Denmark, i en pressemeddelelse.

Mere værdi af mælkens bestanddele

Projektet kommer på et tidspunkt, hvor efterspørgslen efter proteinrige fødevarer øger behovet for at udnytte hele råvaren. Når protein koncentreres fra mælk og valle, står der blandt andet delaktoseret permeat tilbage. Arla og Salling Group vil nu undersøge, om det kan anvendes på en måde, der både fungerer ernæringsmæssigt og praktisk i besætningerne.

- Når vi skal skabe fremtidens fødevareproduktion, skal vi udnytte de tilgængelige ressourcer, vi har, bedst muligt. Med projekt KoFod undersøger vi, hvordan et restprodukt fra mejeriproduktionen kan indgå i køernes foder og dermed føres tilbage til kredsløbet på gården. Det er et godt eksempel på, hvordan samarbejde kan åbne nye muligheder for at udnytte eksisterende ressourcer og skabe mere værdi af råvarerne, påpeger Mette Ulsø Kristensen.

Projektet er en del af Arlas FarmAhead Customer Partnership-program, hvor mejeriet og kunder samarbejder om konkrete initiativer. I et projekt som KoFod kan samarbejdet give parterne mulighed for at afprøve og dokumentere, hvordan ressourcer kan bruges på nye måder i fødevareværdikæden.

Salling Group fremhæver, at arbejdet med en mere effektiv ressourceudnyttelse også skal omfatte produktionen, før varerne når butikkerne.

- Den grønne omstilling kræver samarbejde på tværs af hele værdikæden. Derfor er vi glade for at indgå i partnerskabet for sammen med Arla at undersøge, dokumentere og dele viden om, hvordan eksisterende ressourcer kan udnyttes bedre i fødevareværdikæden, siger Henrik Vinther Olesen, Group Vice President Communication, Sustainability & Public Affairs, Salling Group og fortsætter:

- I Salling Group har vi et ansvar for at fremme en bedre udnyttelse af ressourcer i hele vores værdikæde. Det gælder ikke kun i vores butikker, men i lige så høj grad der, hvor produkterne bliver til. Derfor er projekt KoFod et spændende projekt, hvor vi sammen med Arla ønsker at blive klogere på, hvordan et restprodukt kan indgå i et nyt kredsløb og skabe værdi flere steder i værdikæden, uden at vi skal gå på kompromis med dyrevelfærden.

Henrik Vinther Olesen, Group Vice President Communication, Sustainability & Public Affairs, Salling Group. Foto: Salling Group

Henrik Vinther Olesen, Group Vice President Communication, Sustainability & Public Affairs, Salling Group. Foto: Salling Group

Indgår i bredere kundesamarbejde

KoFod er et konkret eksempel på den type kundesamarbejde, Arla også beskrev i forbindelse med sin opdatering af FarmAhead Tillæg, som Effektivt Landbrug omtalte tidligere i oktober. Her varslede Arla flere muligheder for landmændene for at optjene klimapoint fra 2027 og pegede samtidig på FarmAhead Customer Partnerships som en måde, kunder kan samarbejde med mejeriet om klimatiltag og dokumentation.

KoFod er et pilotprojekt med fokus på anvendelsen af permeat i foderet. Projektet skal opbygge viden om den praktiske og ernæringsmæssige anvendelse og undersøge de mulige virkninger på blandt andet økonomi og mælkeproduktion. Projektet løber over en etårig periode.

BusinessKvægArla