49-årige Jan skifter grise ud med kyllinger: - Hvis jeg skulle prøve noget helt nyt, så skulle det være nu
Jan Kristiansen har haft grise som en stor del af sit arbejdsliv, men nu skifter DLG-rådgiveren grisene ud med slagtekyllinger. Det sker som et led i DLG's øgede fokus på fjerkræ.

DLG-konsulent Jan Kristiansen har skiftet grisebranchen ud med kyllingebranchen. Foto: DLG
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Jan Kristiansen er blevet en del af DLG’s fjerkræteam og skal dermed beskæftige sig med slagtekyllinger fremover.
Dermed har den 49-årige DLG-konsulent sagt farvel til grisebranchen, som har været en stor del af hans arbejdsliv. Det hele begyndte med et fritidsjob på en grisebedrift på Midtfyn, og senere fulgte der en landbrugsuddannelse og 15 års arbejde i griseproduktionen, ligesom han i mange år har arbejdet med rådgivning og handel til griseproducenter – de seneste 12 år som konsulent hos DLG.
Styrkelse af fjerkræområdet
Skiftet fra grise til kyllinger kommer samtidig med, at DLG ønsker at styrke indsatsen på fjerkræområdet.
Jan Kristiansen skal bidrage med den erfaring, han har opbygget gennem mange år i landbruget, men nu på et nyt produktionsområde.
Han startede i sin nye stilling i august, og DLG’s fjerkræteam består i dag af ti personer. For Jan Kristiansen var tidspunktet for skiftet det helt rigtige.
- Selvom jeg elsker at arbejde med grise, så var jeg nået til et sted og en alder, hvor jeg tænkte, at, hvis jeg skulle prøve noget helt nyt, så skulle det være nu. Jeg havde ikke lyst til at komme væk fra landbruget, for jeg elsker den her branche. Men jeg var sulten efter at lære noget nyt, siger han i en pressemeddelelse.
Friske øjne
DLG vil fremover have et større fokus på fjerkræområdet. Jesper Møller Nielsen, der er markedschef for Fjerkræ i DLG, ser en styrke i, at Jan Kristiansen ikke kommer med erfaring fra fjerkræbranchen.
- I DLG vil vi gerne styrke vores indsats på fjerkræ. Med Jan på holdet får vi en meget erfaren profil, som samtidig kommer med nye øjne på området. Han er allerede godt i gang med at opbygge sin viden om fjerkræproduktion, og til det har han et stærkt hold af fjerkræfaglige kolleger at sparre med, siger han og fortsætter:
- Men han skal til gengæld ikke lære, hvordan man arbejder sammen med professionelle landmænd. Det har han gjort i mange år. Han forstår landmandens forretning og ved, hvad der skal fungere i praksis ude på bedriften. Samtidig kommer han med nye øjne på fjerkræproduktionen. Den kombination tror vi på, kan skabe stor værdi for vores kunder.
Startede i praktik
Med en begrænset viden om fjerkræ startede Jan Kristiansen i starten af august i praktik hos en slagtekyllingeproducent ved Vejen. Her fulgte han arbejdet i stalden fra et hold slagtekyllinger ankom, til de blev hentet igen.
- Mit kendskab til fjerkræ var stort set nul. Det var derfor også lidt af en oplevelse at arbejde i en stald i 36 grader, hvor arbejdet foregår i gummistøvler og shorts. Varmen gjorde selvfølgelig indtryk, men også størrelsen på de helt små kyllinger, siger Jan Kristiansen og fortsætter:
- Det var fascinerende at se, hvor hurtigt de begyndte at spise og drikke. Det var en livsbekræftende oplevelse for mig.
For den tidligere grisekonsulent var det især vigtigt at komme ud og se, hvordan en kyllingeproducent arbejder i hverdagen.
- Jeg lærer personligt allerbedst ved at se tingene i praksis, og hvis jeg skal give den bedste rådgivning, skal jeg også kende kunderne og forstå deres produktion og hverdag. Nu har fagudtrykkene noget at hænge fast på. Det har været så givende, at praktik næsten burde stå i personalehåndbogen, siger Jan Kristiansen.
Data i fokus
Udover varmen i et kyllingehus er Jan Kristiansen også blevet overrasket over, hvor meget data fylder hos kyllingeproducenter.
Kendskabet til data har han fra griseproduktionen, men det nye for ham er den kortere produktionscyklus, som giver mere at arbejde med.
- Man sætter et nyt hold kyllinger ind flere gange om året, og hver gang får man nye data på, hvordan det er gået. Management betyder også rigtig meget i griseproduktionen, men mængden af data i fjerkræ giver mange muligheder for at lave de små justeringer, der giver værdi. Det synes jeg er enormt spændende, siger han.
Samtidig giver de faste målepunkter et konkret grundlag for rådgivningen, og dermed danner udgangspunkt for dialogen, Jan skal have med kyllingeproducenterne.
Stigende interesse
Fjerkræproduktionen oplever netop nu stigende interesse. Det gælder også blandt landmænd, der i dag har andre produktionsgrene.
Jan Kristiansen har også været i dialog med flere, som overvejer at omlægge hele eller dele af deres produktion til fjerkræ.
- Jeg møder landmænd, som er meget bevidste om, hvilke muligheder de har fremover. Hvis de ikke kan se den rigtige vej i den produktion, de har i dag, er de også villige til at se på noget andet. Her kan min erfaring fra andre dele af landbruget også blive en fordel, lyder det.
Selvom Jan Kristiansen har været i praktik, er der endnu meget at lære. Han vil derfor etablere et ERFA-netværk, hvor producenterne kan dele erfaringer, resultater og faglige problemstillinger. Han deltager samtidig i ERFA-grupper for æglæggere sammen med den ansvarlige for disse grupper.
- Jeg vil gerne endnu tættere på producenterne og få en god forståelse for deres hverdag og den måde, de driver produktionen på. Jeg vil gerne samle en gruppe slagtekyllingeproducenter, hvor vi kan sparre om produktionen og lære af hinandens erfaringer. Det tror jeg kan give nogle rigtig gode faglige diskussioner, som både deltagerne og jeg kan få meget ud af, siger Jan Kristiansen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































