Adm. direktør Henrik Hansen fra Moni Worldwide, der blandt andet står bag importen af Deutz-Fahr i Danmark, kan nu også skrive medejer på sit visitkort.
Da Henrik Hansen i november 2022 blev ansat som administrerende direktør i Moni Worldwide, lå det i kortene, at han på sigt skulle indtræde i ejerkredsen. Her knap et år efter er det så sket.
Henrik Hansen er naturligvis tilfreds med udviklingen, for det første år af samarbejdet mellem ham og Thomas Mortensen har bevist, at »makkerskabet« fungerer:
- Thomas er ekstremt god til at sikre de rette betingelser hos SDF og identificere markedsmuligheder i hele verden, mens jeg er ham, der skaber struktur og udvikler den løbende forretning, så kombinationen af vores kompetencer og interesseområder er ideel, og med de ting som er i støbeskeen, vil vores forretning kun udvikle sig endnu mere positivt de kommende år, udtaler Henrik Hansen.
Tager nye markedsandele
Salget af Deutz-Fahr i Danmark har taget et tigerspring, siden Moni Worldwide overtog importen i Danmark, og inden længe overtager firmaet også importen i Sverige, hvor forberedelserne allerede er i gang.
Samtidig er selskabets øvrige aktiviteter omkring Deutz-Fahr også vokset.
- Vi sælger fortsat mange traktorer og mejetærskere i Ukraine, hvor landbruget i store dele af landet stadigvæk arbejder som før krigen, og vi har gang i mange andre aktiviteter på eksportmarkedet, så alt i alt kommer vi nok til at flytte 800-1.000 enheder i år, hvilket også vil kunne ses, når vi fremlægger vores regnskab, fortæller en tilfreds medejer og adm. direktør.