Den 1. juni tiltræder Dennis Jørgensen som ny adm. direktør for Vilofoss-gruppen, hvor han skal stå i spidsen for DLG-koncernens vitamin- og mineralforretnings fortsatte udvikling.
Den nye direktør tager over efter Jesper Pagh, Group COO og medlem af direktionen i DLG-koncernen, der midlertidigt har stået i spidsen for Vilofoss, efter den tidligere adm. direktør, Boudewijn Morelissen, stoppede for at tage et job tættere på sit hjemland, Holland.
- Jeg er glad for, at Dennis har takket ja til at påtage sig opgaven som leder for Vilofoss. Dennis kommer med årelang erfaring og et indgående kendskab til branchen. Han har gennem årene skabt flotte resultater, og samtidig er han en dygtig leder, der formår at sætte retning, skabe udvikling og få sit team med sig. Det er et samarbejde, jeg ser meget frem til, siger Jesper Pagh i en pressemeddelelse.
Og Dennis Jørgensen melder også sin begejstring for sin nye stilling.
- Da muligheden for at lede Vilofoss bød sig, tøvede jeg dog ikke med at sige ja. Gennem 25 år har jeg arbejdet sammen med DLG-koncernen, så jeg har et godt kendskab til den strategiske retning og ambitionen om at kommercialisere bæredygtige løsninger ud mod landbruget. Samtidig har koncernen et stærkt værdisæt, som stemmer godt overens med mit eget. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og møde alle mine nye kolleger, lyder det for den kommende direktør.
Dennis Jørgensen er uddannet landmand og startede sin karriere med lederstillinger i landbruget. I 1998 valgte han at gå i en mere kommerciel retning, og han har gennem årene haft lederroller i virksomheder som Brenntag Nordic og AB Agri i både Danmark og Storbritannien. I 2022 tog han en lederuddannelse på Insead og driver i dag sin egen virksomhed, Nordic Nutrition Partner A/S.