Solceller falder drastisk i pris
Prisen på solceller er raslet ned de seneste år, og det betyder, at du kan gøre en god forretning ved at investere i et solcelleanlæg, vurderer rådgiver.

Prisen på solceller er tæt på halveret siden sommeren 2022, vurderer rådgiver. Foto: Colourbox
Priserne på solceller er næsten halveret siden sommeren 2022, lyder det fra solcellerådgiver Peter Mark Nielsen fra Velas.
Han forklarer, at det primært er selve solcellepanelerne, der er blevet billigere, men at konkurrencen blandt leverandører også spiller en stor rolle.
Dog kan priserne variere markant mellem udbydere, hvorfor det er afgørende at indhente flere tilbud. Ifølge Peter Mark Nielsen kan der være op til 60-70 procents forskel på prisen for sammenlignelige anlæg.
Få det på plads inden sommer
For at optimere afkastet af din investering bør solcellerne være installeret inden maj. I løbet af sommermånederne produceres nemlig op mod 45 procent af årets samlede energi, og derfor giver det god mening at have anlægget kørende inden denne periode.
Før du bestiller et solcelleanlæg, er det vigtigt at sikre, at alle nødvendige tilladelser er på plads. Manglende godkendelser fra kommune eller netselskab kan resultere i, at anlægget ikke må benyttes, eller at forsikringen ikke dækker eventuelle skader.