CO2 bliver til foder og fødevarer: Dansk biotekvirksomhed får international opbakning
Den danske biotekvirksomhed Aerbio får opbakning fra Chr. Olesen Group og ser mod industriel produktion i stor skala.

Biotekvirksomheden Aerbio rejser millionbeløb og indgår strategisk aftale om storskala proteinproduktion lavet på CO2. Arkivfoto
Den danske biotekvirksomhed Aerbio har sikret sig et væsentligt millionbeløb gennem et overtegnet bridgelån, hvor både eksisterende og nye investorer har bakket op. Blandt dem er det internationale distributionsselskab Chr. Olesen Group, der årligt omsætter for flere milliarder kroner på proteiner og ingredienser til dyrefoder, fødevarer og pharma.
- Vi er meget tilfredse med den stærke opbakning fra både eksisterende og nye investorer, siger Aerbios bestyrelsesformand Lars Topholm i en pressemeddelelse.
Aerbio udvikler kvalitetsprotein gennem en patenteret fermenteringsteknologi, der anvender CO2 og brint som hovedingredienser. Teknologien kan erstatte konventionelle proteinkilder og dermed mindske behovet for arealkrævende produktion som soja – til gavn for både klima og biodiversitet.
Klar til kvantespring
Pengene fra bridgelånet skal bruges til at understøtte driften og realisere en strategisk aftale med en international partner. Aftalen giver Aerbio adgang til knowhow, patenter og nøglepersoner, hvilket kan accelerere planerne om at etablere et fuldskala kommercielt produktionsanlæg.
- Vi står foran et kvantespring, og kommer nu meget hurtigere frem til at kunne opføre vores første kommercielle fabrik i industriel skala, siger Aerbios adm. direktør, Kaspar Kristiansen.
Aerbio forventer, at det første kommercielle anlæg står klar i 2027, mens en fuldskala-fabrik med kapacitet til at producere flere hundrede tusinde tons protein årligt er planlagt til 2030.
Sideløbende har virksomheden testet sit protein »Proton« i foder til fisk og kæledyr med lovende resultater. Ifølge direktøren forventer Aerbio at indgå flere væsentlige aftaler med globale foderproducenter inden årets udgang.

Adm. direktør i Aerbio, Kaspar Kristiansen. Foto: Aerbio