Ugens kreaturnoteringer byder ikke på nogen overraskelser: Alle kategorier er uændrede. Men bag de stabile priser er markedet alt andet end stille.

Det forestående nytår trækker efterspørgslen i retning af de dyrere udskæringer af okse- og kalvekød, mens julen samtidig dæmper aktiviteten på de mere hverdagsprægede varer. Her er det i øjeblikket især grisekød, der dominerer i både detailhandlen og foodservice.

- Lige nu handler det meget om at planlægge nytårsleverancerne helt i bund, og det er heldigvis med pæne ordrer. Derudover kigger vi frem mod uge 1 i detailhandlen, som normalt vil være en større periode fra hakkekødet. Det er et større puslespil med de mange helligdage, som julen giver i år, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.

Sydeuropa holder kadencen

Også i Europa er stemningen positiv. Her fortsætter efterspørgslen på de udsøgte udskæringer – især i Italien og Spanien – og Grækenland leverede som ventet et ekstra løft frem mod jul.

- Sydeuropa har virkelig leveret en stærk og solid efterspørgsel over hele året, og vi slutter også godt af. Her har vi kunnet levere stærkt på de marmorerede varer, som vores kunder især efterspørger. Her bliver det også interessant, hvordan januar tegner sig på bagkant af en god efterspørgsel i december,”siger Henning Sønnichsen.

Høj tilmelding presser slagterierne

Tilmeldingen til slagtning er høj i indeværende uge. Selv med øget kapacitet må Danish Crown udskyde en mindre del af dyrene til næste uge – og billedet fortsætter.

Også næste uge står til en stor tilmelding, og selv med fortsat øget kapacitet frem mod jul forventes en ny mindre udsættelse af dyr, når ugen er omme.

Slagteriet opfordrer derfor producenterne til at være tidligt ude.

Finans