Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Den direkte landbrugsstøtte nedtrappes yderligere, for hver gang en ny CAP-reform vedtages.

Det begræder Erling Bonnesen på ingen måde:

- Selvfølgelig vil der være omlægninger af tilskuddet. Verden forandrer sig jo også, og der er sket meget, siden Europa var underforsynet med fødevarer lige umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og man derfor besluttede at understøtte landbruget. At den gradvise nedskalering af hektarstøtten for længst er påbegyndt i de seneste år kan ingen jo være i tvivl om, siger han.

Hvorefter fynboen på formanende vis løfter pegefingeren og rynker brynene som et tegn på, at nu kommer en vigtig tilføjelse:

- Men det afgørende – når man løbende ændrer på vilkårene for støtten – er, at man i det mindste så vidt muligt fastholder de lige konkurrencevilkår på tværs af landegrænserne. Og her kan jeg godt have en vis nervøsitet for en egentlig renationalisering af landbrugsstøtten, hvor især de sydeuropæiske regeringer vil give deres egne landmænd mere i direkte støtte. Hvis det her kommer til at foregå alt for forskelligt fra nation til nation, vil det skævvride konkurrencen, og det vil være gift for de danske landmænd, som er både dygtige, effektive og udviklingsorienterede, men som fortjener en fælles europæisk landbrugspolitik, lyder det.

En ægte landbrugspolitiker

Få politikere har mere erfaring end Erling Bonnesen, når det gælder krydsfeltet mellem EU og landbrug.

Han voksede op på et lille husmandssted kun et par kilometer nordøst for den nuværende bopæl i hvidstensvillaen i midtfynske Nr. Broby og fik faktisk også selv det grønne bevis plus den overbygning, der svarer til nutidens agrarøkonom.

Hvis EU ikke allerede fandtes, skulle man skynde sig at opfinde unionen, mener Erling Bonnesen. Det europæiske fællesskab er essentielt for dansk fødevareproduktion, men – betoner han – fælles europæiske spilleregler er helt afgørende.

Hvis EU ikke allerede fandtes, skulle man skynde sig at opfinde unionen, mener Erling Bonnesen. Det europæiske fællesskab er essentielt for dansk fødevareproduktion, men – betoner han – fælles europæiske spilleregler er helt afgørende.

- Jeg var helt vild med at rive i gashåndtaget på en traktor, og det blev da også til tre års praktik på forskellige gårde, fortæller han.

Senere tog Erling Bonnesen revisoruddannelsen og havde pæn succes med eget revisionsfirma, indtil han gennem 13 år var borgmester for den daværende Broby Kommune. Ikke færre end 21 år blev det efterfølgende til som folketingsmedlem, hvor han udover ordførerskaber inden for blandt andet landbrug, fødevarer, miljø og dyrevelfærd også har siddet i Europaudvalget.

Efter moden overvejelse besluttede han sig for ikke at genopstille ved det seneste folketingsvalg. Planen var at hellige sig bestyrelsesarbejde, men lokale Venstre-folk fik ham overtalt til at stille op til byrådsvalget, hvor han sidste efterår blev stemmetalstopscorer på partiets liste og nu er gruppeformand for byrådsgruppen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

EU-midler i grøn omlægning

- Det er vanvittigt spændende på dén måde at kunne følge politik fra idé til handling til resultater. Det, jeg har været med til at forhandle på plads på Christiansborg, skal jo udmøntes i praksis, og det er jeg med til i byrådet. Det gælder også, når det handler om EU-støtte, forklarer han.

Dermed hentyder Erling Bonnesen blandt andet til de lokale projekter indenfor den grønne trepart, hvor kompensationen/erstatningen til lokale landmænd er kombinerede stats- og EU-midler.

Da avisens journalist kigger forbi huset på Kløverbakken denne sensommerdag, er den rutinerede Venstre-politiker dybt begravet i kommunens igangværende budgetforhandlinger, der blandt andet indbefatter vådområde- og jordudtagningsprojekter, hvor en del af finansieringen tages fra CAP-midlerne.

- Det er fair nok, at der også er lidt EU-støttemidler i grøn omlægning, siger han.

Erling Bonnesen understreger i øvrigt, at han ikke vil udtale sig om alle de dagsaktuelle temaer inden for dansk landbrugspolitik. Her henviser han til partiets nye ordfører.

- Men jeg kan love dig for, at det er virkelig interessant at sætte lokale, konkrete projekter i værk. Så nej, jeg har ikke sluppet politik – og på dén vis jo heller ikke hverken landbrug eller EU, siger han.

Den forhenværende borgmester og folketingspolitiker kan nu kalde sig byrådspolitiker, og også med dén kasket på er det essentielt at følge med i landbrugspressen.

Den forhenværende borgmester og folketingspolitiker kan nu kalde sig byrådspolitiker, og også med dén kasket på er det essentielt at følge med i landbrugspressen.

Så meget vil han da også gerne give sit besyv med om både det nationale og internationale, at det ifølge Erling Bonnesen er helt afgørende for Danmark og landets fødevareproduktion, at vi er fuldt og helt med i EU. Faktisk mener han, at Den Europæiske Union burde opfindes så hurtigt som muligt, hvis den ikke allerede fandtes.

- Vi er et lille land men med en stor fødevareproduktion. I adskillige år har vi levet af at samhandle med andre lande, hvilket har skabt grundlaget for at udvikle os til et velfærdssamfund. Vores fødevareproducenter ved udmærket, at såvel pris som kvalitet er afgørende for at få solgt nogle varer, og vi nyder i dén grad godt af den fælles europæiske landbrugspolitik. Hvis landene altså garanteres lige konkurrencevilkår, gentager han.

- Fødevareforsyningssikkerhed er blevet vigtigere end nogensinde i en urolig verden, hvor vi både i Danmark og Europa er nødt til at sikre os en stor og stærk fødevareproduktion. Det er derfor en helt forkert betragtning, når eksempelvis den danske regering lægger op til, at vi kun skal producere fødevarer – blandt andet grisekød – til os selv. Det minder mig om sovjetiske tilstande, hvor man fortæller virksomheder, hvad og hvor meget de må fabrikere. Politikerne skal sætte rammerne for, hvordan produktionen skal foregå, men det er forbrugerne, som ved køledisken afgør, hvad og hvor meget der skal fremstilles. Og vi har brug for en stor og eksportorienteret fødevareproduktion herhjemme, som Erling Bonnesen formulerer det.

Appellen fra Tokyo

Noget af det, han bedst husker fra de mange år i politik, er et fødevarefremstød i Japan for mange år siden. Hvor en stribe danske virksomheder, der opererede i Østen, på den danske ambassade i Tokyo fortalte delegationen fra det danske folketing om japanernes kærlighed til danske fødevarer:

- Repræsentanterne for disse virksomheder pointerede over for os, at de kun havde én eneste bekymring: Om vi mon kunne producere varer nok til at indfri efterspørgslen? De appellerede inderligt til, om vi dog ikke godt ville sørge for at holde produktionen i gang, fortæller Erling Bonnesen.

Trods færre midler til den direkte hektarstøtte og flere penge til grønne projekter tror han ikke på, at den traditionelle landbrugsstøtte nogensinde forsvinder helt.

- Faldet vil fortsætte nogen tid endnu. Men fjerne den? Det gør de europæiske politikere næppe. Igen er det vigtigste, at det bliver ens vilkår på tværs af kontinentet, siger han.

Han er blevet 71 år, Erling Bonnesen. Men energifyldt er den garvede politiker stadig. Ikke mindst, når snakken falder på landbrugspolitik.

- Jeg har også lige cyklet til Paris, så konditionen er i orden, griner han.

Vi nyder i dén grad godt af den fælles europæiske landbrugspolitik. Hvis landene altså garanteres lige konkurrencevilkår

Erling Bonnesen (V)

Følg EU's landbrugspolitik her i avisen

EU's fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP), dikterer, hvilke regler danske landmænd skal følge for at få landbrugsstøtte, og hvilke muligheder der er for støtte. Den er altså af altafgørende betydning for, hvordan de danske landmænd skal drive deres landbrug i dagligdagen. Her i avisen følger vi hver uge diskussionerne om implementeringen af de mange tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med CAP'en.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP'en påvirker de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser regler og pengepuljer har for dansk landbrug, og vi vil følge med i, hvilke problemer og løsningsforslag der dukker op.