Reumert Gjerding vil ikke ændre afstandskrav for biogas
Der er ikke nogen ændring på vej i anbefalingerne om 500 meters afstand til større biogasanlæg, lyder det fra miljøminister Maria Reumert Gjerding i et svar til Folketinget.

Der er ikke regler om faste afstandskrav til biogasanlæg, lyder det i et svar fra miljøminister Maria Reumert Gjerding. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
500 meter fra større biogasanlæg til boliger, skoler og børneinstitutioner er en vejledende anbefaling - ikke et fast krav. Sådan lyder det fra miljøminister Maria Reumert Gjerding i et svar til til Pil Christensen fra Enhedslisten.
Pil Christensen, der er miljøordfører i venstrefløjspartiet, havde spurgt, om der er behov for at opdatere vejledningen om en anbefalet beskyttelsesafstand på 500 meter fra større biogasanlæg til boliger, børneinstitutioner og skoler.
Men i sit svar understreger miljøministeren, at hensynet til nabomiljøet og borgernes sundhed skal indgå, når et nyt biogasanlæg vurderes. Men netop derfor er de 500 meter ifølge ministeren kun vejledende.
Skal vurderes konkret
Den anbefalede afstand bruges typisk i planlægningen, når kommunen endnu ikke ved, hvilken konkret virksomhed der skal etableres i et område.
Når der foreligger et konkret projekt, skal anlægget miljøgodkendes. Myndigheden må ikke give grønt lys, før den har vurderet, at anlægget anvender den bedste tilgængelige teknik, og at til- og frakørsel kan ske uden væsentlige miljøgener for naboerne.
Anlægget skal desuden kunne drives uden en forurening, som er uforenelig med omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Det gælder blandt andet luft-, lugt- og støjforurening.
Større biogasanlæg vil ofte også være omfattet af miljøvurderingsloven. Her skal myndighederne undersøge projektets konsekvenser for natur, miljø og mennesker, før der kan gives tilladelser.
Begyndte med Trunderup
Debatten om afstandskravene tog blandt andet fart i forbindelse med planerne om et biogasanlæg ved Trunderup i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Det planlagte anlæg skulle kunne behandle omkring 600.000 ton biomasse om året og placeres cirka 400 meter fra landsbyen samt Trunderup Friskole og Børnehave. Projektet mødte omfattende lokal modstand på grund af bekymringer om blandt andet trafik, støj, lugt, udsigt og boligpriser.
I august stillede Pil Christensen fire udvalgsspørgsmål om projektet og de mere principielle regler. De handlede om afstanden ved Trunderup, 500-metersvejledningen, hensynet til børn og andre sårbare grupper samt kommunernes faglige grundlag for at fravige anbefalingen.
Projektet blev droppet
- Vi er begyndt at høre om flere og flere gener fra folk, der bor i nærheden af biogasanlæg, så spørgsmålet er, om den her beskyttelsesafstand bør gøres obligatorisk, og om den i virkeligheden bør opdateres i takt med, at vi ser større biogasanlæg og har fået mere viden om deres påvirkning, sagde hun dengang til Fyns Stiftstidende.
Den konkrete sag ved Trunderup fik siden sit punktum. Den 9. september besluttede kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn at standse planlægningen. Kun tre politikere stemte for at fortsætte arbejdet med projektet.
Det principielle spørgsmål om afstandskrav levede imidlertid videre. Den 6. oktober stillede Pil Christensen det igen som et § 20-spørgsmål, denne gang med henvisning til oplysninger om øjen- og luftvejssymptomer blandt naboer til biogasanlæg.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































