Grundlæggende uenighed om grundbetalingen til landmændene

LANDBRUGSSTØTTE: Der er en række ukendte faktorer i ligningen for, hvor meget og hvordan EU’s kommende landbrugsreform kommer til at få indflydelse på den enkelte landmænds indtægter fra landbrugsstøtten.

I dag udgøres langt hovedparten af landbrugsstøtten af den såkaldte direkte støtte. Det er hektarstøtte og såkaldte grønne betalinger, som landmændene har ret til under forudsætning af, at de opfylder nogle basale krav til deres bedrifter. Den direkte støtte udgjorde i 2019 godt 6,1 milliarder kroner, og støtten til Landdistriktsprogrammet 1,1 milliarder kroner.

Der er i CAP-reformen lagt op til at erstatte landbrugsstøttens såkaldte søjle I bestående af grundbetaling og markedsordninger med en ny ordning for den direkte betaling kaldet basisindkomststøtte samt nye, såkaldte eco-schemes, som er arealstøtte, der er betinget af særlige krav i forhold miljø, klima eller biodiversitet.

De nugældende landdistriktsprogrammer i den såkaldte søjle II fastholdes mere eller mindre uændret.

Som noget nyt udvides landdistriktsprogrammet, der beskriver støtteordningerne under landdistriktspolitikken, til også at omfatte søjle I. Den vil blive kaldt en CAP-strategisk plan og vil indebære skrappere, grønne krav til de direkte udbetalinger i forhold til de nuværende regler for grundbetaling og grønne tillæg.

I den forbindelse er der i CAP-reformen samtidig lagt op til fra regeringernes og kommissionens side, at hele 40 procent af landbrugsbudgettet skal målrettes tiltag på en måde, så det støtter indsatsen mod klimaforandringerne.

EU har hidtil tilladt medlemslandene at overføre op til 15 procent af de øremærkede midler til den direkte støtte til deres nationale landdistriktsprogrammer, hvorfra landmænd og landboere kan få bevilget penge til konkrete tiltag til at fremme blandt andet vækst og grønne formål. Danmark har hidtil valgt at overføre syv procent af disse flexmidler, som de kaldes.

40 procent skal komme klima til gode

I forbindelse med budgettet har EU’s regeringer besluttet, at medlemslandene med den kommende CAP-reform vil have frivillighed til at gøre et langt større indhug i de direkte udbetalinger via flexmidlerne. 

Medlemslandene vil med de nye, nationale strategiplaner selv kunne beslutte at flekse   op til 40 procent af søjle I til søjle II. Medlemslandene kan også vælge at flytte 25 procent den anden vej fra søjle II til søjle I.

Hermed er der lagt op til et politisk tovtrækkeri i Folketinget mellem højre og venstre side af salen, når den nye nationale strategiplan skal aftales herhjemme. Og også i landbrugserhvervet er der delte holdninger til, hvor langt Danmark skal gå nationalt med mere støtte til grønne tiltag.

I overgangsperioden 2021-2022 og frem til, at de nye CAP-regler kan træde i kraft, har Danmark lov at sætte satsen op til maksimalt 15 procent allerede i henhold til reglerne for den nugældende CAP-ordning påpeger L&F’s EU-politiske chef, Niels Lindberg Madsen.

Alene denne procentsats vil fjerne 500 millioner kroner ekstra om året fra landmændenes grundbetaling, skønner Landbrug & Fødevarer. Det kan ske allerede med virkning pr. december 2021, hvis regeringen og Folketinget vælger det.

 Grundbetaling giver sikkerhed

- Hvis procentsatsen ændres væsentligt i fremtiden, så taler vi ikke om to-tre procents reduktion i grundbetalingen, men om en væsentlig større reduktion, konstaterer Niels Lindberg Madsen.

Om den fremtidige fordeling siger han, at Landbrug & Fødevarer appellerer stærkt til, at Danmark fastholder en procentsats for flexmidlerne på syv for at sikre de danske landmænds konkurrenceevne i forhold til deres EU-kollegaer og også globalt.

- Landmændene har brug for, at de har en planlægningshorisont og en viden om, hvad de har at gøre med. Og i den nuværende økonomiske situation skal man ikke rykke rundt på store millionbeløb på landmændenes bundlinje. Ønsker man en mere bæredygtig grundbetaling, så skal landmændene jo have råd til at investere i sådan en udvikling, vurderer Niels Lindberg Madsen.

Det er uvist, hvordan de grønne støtteregler bliver udformet i såkaldte eco-schemes til at sikre, at pengene bruges til at støtte miljø, natur og klima. Reglerne kan gøre en stor forskel for, om landmanden kan få en ekstra indtægt ud af at benytte sig af de nye, grønne tilskudsregler, og hvor hårdt danske landmænd rammes på konkurrenceevnen.

Anerkender hensyn til konkurrenceevne

Landbrug & Fødevarer støtter, at der anvendes op til 30 procent af de direkte betalinger i søjle I til eco-schemes.

- Men det forudsætter, at landmændene opnår en betydelig økonomisk belønning, og at ordningen med eco-schemes ikke kommer til at indebære en omfordeling af støttemidlerne blandt forskellige grupper af landmænd, siger Niels Lindberg Madsen.

 Landbrugsstøtte skal belønne samfundsgoder

I Økologisk Landsforening siger den politiske chef, Sybille Kyed, til gengæld, at en andel på 30 procent af den danske andel i landbrugsstøtten til grønne formål må være et absolut minimum.

- Der er nogle rigtigt gode takter i reformforslaget fra kommissionen, som vi ser som en begyndelse på, at man ændrer anvendelsen af støttereglerne til at gå til større bæredygtighed.

Økologisk Landsforening anerkender, at der også er et hensyn at tage til hele dansk landbrugs konkurrenceevne.

 Landbrugsstøtte skal belønne samfundsgoder

- Økologisk Landsforening ser gerne, at samtlige støttemidler blev afsat til ordninger under begrebet om eco-schemes. Vi så helst, at man helt udfasede en basisstøtte i form af en hektarstøtte eller basisindkomststøtte. Men vi er jo nødt til at forholde os til, hvad man gør i andre lande. Så EU har nok en basisstøtte i en årrække endnu, siger Sybille Kyed.

Landbrug & Fødevarer som Økologisk Landsforening er enig om at lægge vægt på, at de nye regler for eco-schemes laves sådan, at landmanden vil kunne få en nettoindtjening ud af at investerer i grønne tiltag.

- Det er væsentligt for os, fordi vi grundlæggende mener, at landbrugsstøtten ikke skal have støtte af produktion og jordbesiddelse som formål. Derimod bør vi bruge EU’s landbrugsbudget til at betale landmændene for ydelser, som er almindelige samfundsgoder såsom miljø, klima og natur. For landmanden er nødt til at have et overskud på sin bedrift for at kunne prioritere disse almene goder.