Agro Nord melder udsolgt med 300 tilmeldte dyr: - Det er virkelig dejligt
I år vil man kunne opleve flere nye udstillere blandt erhvervs- og maskinudstillerne på kvægfagmessen Agro Nord onsdag den 5. marts.

Der er lagt op til et brag af en kvægfagmesse når Agro Nord byder indenfor. Arkivfoto: Tenna Bang
Agro Nord i Messecenter Vesthimmerland er en populær messe af udstille på, og 35-40 virksomheder har de seneste år stået på venteliste. I år er flere af dem hoppet fra ventelisten og direkte ind i Messecenter Vesthimmerland.
Direktør Brian Otte fortæller, at man i år har oplevet en større udskiftning end tidligere blandt erhvervs- og maskinudstillerne. Det har betydet, at messecenteret i starten af det nye år stod med 10-15 ledige Agro Nord-stande.
- Så sendte vi en mail ud til alle på ventelisten på en gang, og fortalte, at vi havde de her ledige pladser, og at det var først til mølle.
- Under en halv time efter, vi sendte mailen ud, var der udsolgt, fortæller Brian Otte, som endnu engang er blevet bekræftet i, at Agro Nord er en attraktiv messe at udstille på.
Ikke for hvem som helst
Derfor er der også krav til udstillerne.
- Det er ikke hvem som helst, der kan udstille på Agro Nord. Det skal være nogen der har relevans for landbrug. Det er rigtig vigigt, siger Brian Otte, som sorterer med hård hånd, for at gøre oplevelsen for de besøgende så god som overhovedet mulig.
I år vil man kunne opleve over 100 erhvervs- og maskinudstillere.

Der er lagt op til et brag af en kvægfagmesse når Agro Nord byder indenfor. Arkivfoto: Tenna Bang
Ikke alene blandt erhvervs- og maskinudstillerne er der tilfredshed.
Staldene bliver også fyldte. Det havde man også håbet, for kvægfagmessen, som arrangeres af de fem nordlige Dansk Holstein Avlsforeninger, Messecenter Vesthimmerland og Nordjysk Agrocenter, men det var ikke forventet.
- Jeg er faktisk en smule imponeret. Isæt taget i betragtning af to ting, at der næsten lige har været Agromek og den veterinære situation. Vi har stadig bluetongue, som spøger, fortæller dyrskuekoordinator Mette Bech, som også har oplevet besætninger, som plejer at komme, har måttet blive hjemme på grund af veterinære prøver.
- Derfor er det meget tilfredsstillende, at vi har holdt niveauet, siger Mette Bech.
Hele 300 dyr er tilmeldt dette års Agro Nord, og RDM overrasker i den grad med hele 29 tilmeldte dyr, hvilket ikke er set lignende i over 20 år.
- Det er virkelig dejligt, siger Mette Bech.
De mange RDM-tilmeldinger kommer blandt andet på baggrund af et privat Facebook-opslag, som opfordrede RDM-avlerne til at melde sig til. Det har flere gjort, blandt andet fordi en gruppe mennesker har valgt at tilbyde deres hjælp med alt fra vask, klipning og mønstring, så det bliver mere overskueligt.
Miss Agro Nord 2025
De over 100 tilmeldte kvier vil åbne ballet, når der er kviebedømmelse og besætningskonkurrence onsdag formiddag.
Over middag følger besætningskonkurrencerne for køerne efterfulgt af enkeltdyrsbedømmelse.
Der vil løbende være udpegning af de bedste dyr.
Klokken 19.00 findes skuets bedste yver, mens finalerne slås i gang lige efter med udpegning af Miss Agro Nord 2025 og reserve champion blandt alle malkekøernes modeldyr. Som altid med kæmpe show-stemning med lysshow, røgmaskine og musik.

Over 100 erhvervs- og maskinudstillere er klar på Agro Nord. Foto: Tenna Bang