Dansk mejerieksport på vej mod ny rekord

Salget af danske mejeriprodukter til udlandet steg både i volumen og værdi i de første ti måneder af 2019. Det skyldes ikke mindst en markant vækst i eksporten af mælkepulver til Kina.

Det går fortsat fremad for den danske eksport af mejeriprodukter. Nye tal fra Danmarks Statistik viser således, at den samlede værdi af mejerieksporten i de første 10 måneder af 2019 ligger tre procent højere end i samme periode året før: 17,9 milliarder kroner mod 17,4 milliarder i 2018. 

Meget tyder derfor på, at 2019 kan komme til at slå den hidtidige rekord på 21,1 milliarder kroner fra 2018. 

Væksten bliver ikke mindst trukket af en markant fremgang i eksporten af de såkaldte ’mælkekonserves’-produkter som vallepulver, modermælkserstatning, mælkeproteinkoncentrat og sødmælkspulver, der kan fremvise vækstrater på henholdsvis 27, 13, 10 og 11 procent. 

Samlet er kategorien mælkekonserves vokset med godt en halv milliard kroner i perioden januar-oktober 2019. Det er en fremgang på 12 procent.
 

Læs også