Mængden af biogas i det danske energimix har kun gået en vej de seneste år. Op. Og lørdag nåede produktionen af den klimavenlige gas et nyt højdepunkt, da biogassen kunne dække hele det danske gasforbrug. Det skriver Biogas Danmark i en pressemeddelelse. 

I juni udgjorde biogas knap 70 procent af det samlede danske gasforbrug – mod 40 procent set over hele året. Forskellen skyldes en kombination af stabil biogasproduktion og lavt sommerforbrug, der gør det muligt for Danmark i perioder helt at undvære fossil gas.
 
Biogas bliver produceret af organiske restprodukter fra husholdninger, landbrug og industri, der ellers ville gå til spilde. Samtidig bliver næringsstofferne genbrugt som gødning, og det reducerer behovet for fossilbaseret kunstgødning.

Savner hurtigere sagsbehandling

Regeringen har en målsætning om et 100 procent grønt gasnet i 2030. Ifølge en analyse fra Syddansk Universitet er der biomasseressourcer nok til næsten at tredoble den nuværende biogasproduktion. Men hvis man skal nå de politiske ambitioner på området, vil det kræve hurtigere sagsbehandling, mener man hos Biogas Danmark.
 
- Regeringen har en klar ambition om, at Danmark i 2030 skal have et grønt gasnet alle årets dage. Det bakker vi varmt op om, for et grønt gasnet vil styrke både forsyningssikkerheden og fortrænge fossile brændsler. Alt hvad det kræver, er hurtigere godkendelser til de nye projekter, der står i kø, samt politiske rammer, der gør det attraktivt at bygge nye anlæg og udvide de eksisterende. De store politiske mål om grøn gas kan realiseres med politisk handlekraft, siger Lars Kaspersen, adm. direktør i Biogas Danmark.

I løbet af anden halvdel af 2026 er der dog udsigt til mere biogasproduktion i Danmark, da der vil åbne nye biogasanlæg, blandt andet på Sydhavsøerne.

Energi