Calci-Liq er et flydende tilskudsfoder med koncentreret D3-vitamin (Hy-D), calcium og magnesium, der styrker led og knogler hos slagtekyllinger og forbedrer æggeskallens styrke hos æglæggere. Produktet tilsættes drikkevandet og sikrer en hurtig og effektiv optagelse af næringsstofferne.

En vigtig milepæl

Registreringen af Calci-Liq i Kina er kulminationen på flere års målrettet arbejde med dokumentation og myndighedsgodkendelser. For Jorenku markerer det et vigtigt gennembrud på et af verdens største markeder for fjerkræproduktion.

- Vi er lettede over, at godkendelsesprocessen nu er afsluttet. Det er et vigtigt skridt i vores strategi om at afsætte flere af vores produkter på de asiatiske markeder. Kina er enormt, og dermed er potentialet for effektive, brugervenlige produkter, der understøtter fjerkræets sundhed, også stort, siger salgschef og medejer Jamil Kure Al-Shiekhly.

Klar til næste skridt

Nu hvor registreringen er på plads, går arbejdet i gang med at opbygge markedet.

- Vi forventer os meget af det asiatiske marked. Allerede på VIV Asia (største landbrugsmesse i Asien, red.) i marts oplevede vi en stor interesse for Calci-Liq, og nu har vi et stærkt udgangspunkt for at tage næste skridt, siger Jamil Kure Al-Shiekhly.

Den aktuelle usikkerhed på nogle eksportmarkeder har skærpet Jorenkus fokus på Kina, hvor efterspørgslen på produkter til fjerkræ stiger, og potentialet for Calci-Liq derfor er stort.