Slagterierhvervet er bekymret for år 2030: Regeringen må ikke stille det danske kød dårligere end det udenlandske

Slagterierhvervet er en vigtig del af landdistrikterne. Formanden for paraplyorganisationen FødevareDanmark er blandt andet derfor meget bekymret for, hvis både landbrug og slagterier lukker som følge af en CO2-udgift på dansk landbrug. Han efterspørger et mere gennemsigtigt regnestykke på konsekvenserne.

Fra 2030 begynder CO2-afgiften, så danske landbrug skal betale 300 kroner pr. ton udledt CO2, mens afgiften i 2035 stiger til 750 kroner.

- Dette på trods af, at Danmark har et af de mest klimavenlige landbrug, hvor den animalske produktion har et af verdens laveste klimaaftryk, lige som Danmark ligger i toppen, både, hvad angår dyrevelfærd og miljøbeskyttelse, lyder det fra Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.

Direktøren mener, at det er dybt bekymrende for landbruget og ikke mindst dets følgererhverv og landdistrikterne, at der er flere uklare faktorer i aftalen, blandt andet de anslåede 1000 mistede arbejdspladser samt den påståede prisstigning på en krone for 500 gram hakket oksekød.

- Hvilke beregninger baseres disse estimater på? Vedrører den ene krone hele slagtedyr eller blot dele af det? Det efterspørger jeg et mere gennemsigtig regnestykke på, lyder det fra Leif Wilson Laustsen, der fortsætter:

- På samme måde er det paradoksalt, når statsminister Mette Frederiksen under valgkampen i 2022 udtalte, at den danske forbruger ikke skulle betale mere for eksempelvis hakket oksekød, som følge af en CO2-afgift på landbruget, påpeger han. Et pragteksemplar på, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, som partifællen Jens Otte Krag også erfarerede.

CO2-afgift på importeret kød

Direktøren mener, at afgiften snarere virker til fordel for egen politiske vinding, end fornuft.

- Særligt med henblik på at dansk oksekød har et af de laveste CO2-udslip i verden målt per produceret enhed. Altså, burde det netop gælde om at styrke den danske oksekødsproduktion mest muligt frem for at indføre restriktioner, siger Leif Wilson Laustsen.

Direktøren er af den overbevisning, at det er nødvendigt at indføre en CO2-afgift på importeret kød for at undgå at forringe dansk køds konkurrenceevne. En stigning af importeret kød vil desuden belaste CO2-udslippet syd for grænsen, lige som det heller ikke er muligt at kontrollere essentielle forhold, såsom dyrevelfærd, arbejdsmarkedsforhold og fødevaresikkerhed, fremhæver han.

Afgiften ender hos forbrugerne


CO2-afgiften vil derudover også afstedkomme en merpris fra landbruget til slagteriet til slagterbutikkerne og køledisken, så det i sidste ende er den danske forbruger, der ender med at betale afgiften, mener direktøren.

- Dette er ikke hensigtsmæssigt, for vi kender de danske forbrugere: De siger et, men gør ofte noget andet. Dermed vil en naturlig konsekvens heraf være, at forbrugerne vælger det billigere importerede kød, frem for det gode, men dyrere, danske. Og det vil kunne mærkes i de små- og mellemstore slagterbutikker. For at sætte det i perspektiv har slagterbutikken knap 100 varenumre at fordele merprisen på, mens Bilka til sammenligning har 80.000, og det er konkurrenceforvridende, fastslår Leif Wilson Laustsen.

Ifølge ham viser rapporten »Madkultur23« fra Madkulturen, at kød stadigvæk en indgroet del af den danske madkultur, lige som de færreste danskere er parate til at ændre deres kødforbrug for klimaets skyld, på trods af at bælgfrugter i højere grad er begyndt at indgå i kosten.

- På samme måde fremgår det også af rapporten, at prisen er vigtigere end kvalitet, når den danske forbruger handler ind, hvilket netop underbygger vigtigheden i ikke at stille dansk oksekød dårligere end det udenlandske, siger han.

Landdistrikterne udfordres

Ifølge direktøren vil en CO2-udgift også udfordre landdistrikterne og forårsage nedlukninger, hvis dét at producere og købe dansk kød bliver for stor en udgift i forhold til, hvad det kan udbydes til på markedet.

- Slagtererhvervet, som FødevareDanmark blandt andet repræsenterer gennem Danske Slagtermestre, er en vigtig del af landdistrikterne, som både skaber arbejdspladser samt liv i og omkring de mindre byer, hvorfor det er problematisk, hvis både landbrug og slagterier lukker som følge af en CO2-udgift på dansk landbrug, siger Leif Wilson Laustsen.

Direktøren frygter, at lokale erhverv og skoler vil være nødsaget til at lukke, og at der opstår faldende huspriser og en generel besværliggørelse af selve afviklingen i landdistrikterne.

- Derfor er det FødevareDanmarks klare opfordring til regeringen, at de sikrer, at dansk kød ikke stilles dårligere end det udenlandske, understreger direktøren.

Læs også