Danske plantesorter skal forhindre tørketab for milliarder

Nu vil danske forædlingsfirmaer sammen med tre universiteter udvikle nye hvede-, græs- og kartoffelsorter, der kan producere op til 10 procent mere udbytte end traditionelle sorter under forårs- og sommertørke.

Et nyt projektsamarbejde mellem danske planteforædlingsvirksomheder og tre danske universiteter har til formål at udvikle nye hvede-, græs- og kartoffelsorter, der kan producere op til 10 pcrocent mere udbytte end traditionelle sorter under forårs- og sommertørke, skriver Aarhus Universitet.

Tørken i 2018 kostede danske landmænd godt fire milliarder kroner. I fem ud af de seneste seks år har landmænd i hele Europa oplevet forårstørke med tab i milliardklassen til følge. Og ifølge klimamodellerne vil den slags fænomener bliver mere reglen end undtagelsen fremover.

Projektet sigter efter at fremavle afgrøder med dybere rødder, og derved sikre at planterne kan fortsætte væksten i længere tid, når tørken sætter ind. Innovationsfonden har investeret 17,6 millioner kroner i projektet, og tilgangen vil tage udgangspunkt i alt lige fra machine learning til genteknologiske undersøgelser.

- Skat i mulden

- At udvikle dybere rødder i fremtidens sorter er som at grave en skat frem af mulden. Det har utroligt store perspektiver, siger Christian Sig Jensen, som er leder af biotekafdelingen i frøvirksomheden DLF.

Efter en forårstørke er der stadig vand i jorden, men det ligger dybt nede. Hvis man kan udvikle sorter, der kan nå det, vil der være store økonomiske gevinster at hente. Ikke bare for danske landbrug, men også for rigtig mange europæiske landmænd i fremtiden.

De samme sorter vil med al sandsynlighed også kunne forhindre udvaskning af noget af det kvælstof, der mistes til søer og vandløb i efteråret. Planterødder optager kvælstof, så med et større og dybere rodnet vil der være mindre overskydende kvælstof, der kan blive skyllet ud med efterårets regn.

Projektet er et samarbejde mellem fire danske forædlingsvirksomheder, DLF Seeds A/S, Nordic Seed A/S, Sejet Planteforædling I/S, Danespo A/S samt Københavns Universitet, Aarhus Universitet, og Aalborg Universitet.

Sammen skal de udvikle en internationalt førende platform for fremtidig forædling af klimatilpassede sorter.

aldo

Læs også