Efter 45 års uafbrudt bestyrelsesarbejde i familielandbrugets tjeneste holdt Kurt Mølgård Jørgensen forleden sin sidste formandsberetning ved NF Plus, inden han overlod tøjlerne for foreningen til Jan Stistrup, der blev valgt til formandsposten uden modkandidater.

Et af omdrejningspunkterne i den afgående formands beretning var de ulige konkurrencevilkår mellem de små og de store landbrug.

- Det er the never ending story: De er dygtige ad Pommern til, men rent demokratisk er det forkert, at det kun er de 6.000 fuldtidslandmænd, der skummer fløden, mens de 15.000 deltidslandmænd står tilbage, lød det efterfølgende fra formanden.

- De fleste lande ønsker et støtteloft og større tildeling til små og mellemstore landbrug. Man vil i højere grad tilgodese landdistrikter, klima, miljø og biodiversitet. Der er i nuværende EU-reform mulighed for afkoblet støtte. Denne ordning benyttes af 25 ud af 27 medlemslande. Malta og Danmark glimrer med enegang og vil ikke benytte ordningen, lød det fra formanden.

- Det er ellers den enkeltstående mulighed, der kan have allerstørst virkning for langt de fleste landmænd for at få dækket de store basisomkostninger, der i høj grad rammer de mindre landbrug, fortsatte formanden og henviste til et eksempel, som viser, at omkostninger på konkrete ejendomme til mark- og gødningsplan, fællesskema og sprøjtejournaler for en 20 hektar ejendom pt. er 298 kroner pr. hektar, mens omkostninger til samme ydelser kun er på 51 kroner pr. hektar for en 300 hektar stor ejendom.

Kunder søger tryghed

Selvom der altså ligger et massivt arbejde foran den nye formand, glæder Kurt Mølgård Jørgensen sig over at aflevere en forening og en rådgivningsvirksomhed i god gænge til sin afløser. Ikke mindst glæder han sig over, at NF Plus har vist sin berettigelse i en forenings- og rådgivningsverden, der ligesom landbruget bevæger sig mod større enheder.

Blandt andet har han kunnet mærke øget interesse for NF Plus efter Agri Nord og LandboNords fusion til Agillix.

- Vi har kunnet mærke en kundetilgang fra landmænd, der har været lidt utrygge og frygtet, om økonomien ville løbe løbsk i et kæmpestort rådgivningsselskab, mens flere også har tilkendegivet, at de store rådgivninger hellere vil rådgive de store landbrug, mens man med en mindre bedrift bliver skubbet rundt mellem forskellige rådgivere, fortæller han.

- At vi så også har vist os konkurrencedygtige økonomisk, har medvirket til, at der har været stor interesse, tilføjer Kurt Mølgård Jørgensen, der over de seneste år også har set kunde- og medlemsgruppen gå gennem en foryngelseskur.

- Der sker gradvist en udskiftning, hvor ældre landmænd forlader erhvervet og dermed også foreningen, mens vi får nogle nye, yngre landmænd ind med mere power og mere aktivitet, forklarer han.

Den måbende omverden

Mens Kurt Mølgård Jørgensen har tænkt sig kun at følge NF Plus-bestyrelsens arbejde fra sidelinjen og holde sig fra at gribe an med gode råd til den nye formand, lægger han ikke helt det politiske arbejde for landbruget på hylden.

- Jeg vil stadig sidde med i Det Grønne Råd i Brønderslev Kommune, hvor der – selvom vi er i et landdistrikt – stadig er et stort behov for at få forklaret den måbende omverden om, hvad landmænd er for nogle størrelser, fortæller han.