Fødevarestyrelsen fandt regelbrud i 44 procent af kontrollerede grisebesætninger
Fødevarestyrelsen fandt regelbrud hos 22 af 50 kontrollerede grisebesætninger med højt antibiotikaforbrug. Også mere end halvdelen af de kontrollerede grisedyrlæger fik sanktioner.

- Det er kritisk, at næsten alle pattegrise i tæt ved halvdelen af de kontrollerede besætninger i 2024 blev behandlet med antibiotika så tidligt i livet, siger enhedschef Christian Strøyer fra Fødevarestyrelsen. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Fødevarestyrelsen fandt regelbrud hos 22 af 50 grisebesætninger med højt antibiotikaforbrug, som styrelsen udtog til kontrol i 2024. Samtidig viste kontrollen, at mere end 95 procent af pattegrisene fik antibiotika i deres første leveuge i næsten halvdelen af besætningerne.
Det fremgår af resultatet af en målrettet kontrolkampagne, som Fødevarestyrelsen offentliggjorde 2. november 2026.
Offentliggørelsen har været forsinket, blandt andet på grund af udfordringer med kvalitetssikringen af kontroldata.
Da kontrollerne var målrettede, er resultaterne ikke nødvendigvis repræsentative for samtlige danske besætninger og dyrlæger. Fødevarestyrelsen understreger i rapporten, at de kontrollerede besætninger var udvalgt på grund af højt antibiotikaforbrug, og at overtrædelserne kan hænge sammen med komplekse regler på området.
Antibiotika i den første leveuge
I 44 procent af de kontrollerede grisebesætninger fik mere end 95 procent af pattegrisene antibiotika inden for deres første leveuge. De fleste behandlinger var anvist af dyrlægen.
- Det er kritisk, at næsten alle pattegrise i tæt ved halvdelen af de kontrollerede besætninger i 2024 blev behandlet med antibiotika så tidligt i livet, siger enhedschef Christian Strøyer fra Fødevarestyrelsen.
Ifølge enhedschefen har både besætningsejere og dyrlæger et ansvar for at ændre udviklingen. Fødevarestyrelsen peger blandt andet på bedre management hos de yngste dyr som en vej til at mindske behovet for behandling.
Kontrollen viste samtidig, at 34 procent af besætningsejerne ikke fulgte dyrlægens anvisninger om brugen af medicin. Hos 22 procent blev det indskærpet, at antibiotika ikke må anvendes rutinemæssigt.
Dyrlæger fik også sanktioner
Problemerne var ikke begrænset til besætningerne. Mere end halvdelen af de kontrollerede grisedyrlæger fik sanktioner.
Ifølge Fødevarestyrelsen vedrørte 30 procent af sanktionerne ulovlige ordinationer af forebyggende antibiotikabehandling. Yderligere 30 procent blev givet for rutinemæssige ordinationer.
Antibiotika må som udgangspunkt hverken bruges rutinemæssigt eller til at kompensere for dårlig hygiejne, mangelfuld pasning eller utilstrækkelig drift. Forebyggende behandling er kun tilladt i særlige tilfælde og til enkelte dyr eller et begrænset antal dyr.
Langt færre sanktioner hos kvæg
Kontrolkampagnen omfattede også 50 kvægbesætninger og 20 kvægdyrlæger. Her var regelefterlevelsen generelt bedre.
Kun to kvægbesætninger fik sanktioner. Blandt kvægdyrlægerne fik hver tredje en sanktion, typisk på grund af mangelfulde besætningsdiagnoser, utilstrækkelig dokumentation af rådgivningsbesøg eller brug af medicin i strid med markedsføringstilladelsen.
Resultaterne har fået Fødevarestyrelsen til at øge kontrollen med rutinemæssig og forebyggende brug af antibiotika.
Siden 1. januar 2026 har kontrol af rutinemæssig antibiotikabehandling været et fast punkt ved ordinære medicinkontroller i blandt andet grise- og kvægbesætninger.
Supplerende kontroller hos pattegrise i 2026 viste ifølge styrelsen fortsat tegn på rutinemæssig behandling af raske dyr. Fødevarestyrelsen forventer derfor at gennemføre nye målrettede kontroller i 2027.
Det er kritisk, at næsten alle pattegrise i tæt ved halvdelen af de kontrollerede besætninger i 2024 blev behandlet med antibiotika så tidligt i livet
Christian Strøyer, enhedschef, Fødevarestyrelsen
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































