AgroMarkets tilfreds med timing af køb og salg i 2019

Abonnenterne hos AgroMarkets handlede bedre end gennemsnittet i 2019, og det skal de også i år, lyder det fra formanden Niels Peter Ravnsborg.

- Det er positivt, at der er stigende fokus på handel og dermed stigende behov for rådgivning. AgroMarkets er en spydspids på det område, og vi ser frem til at fortsætte vores positive udvikling, så abonnenterne også handler bedre end gennemsnittet i 2020, lød det fra formanden for AgroMarkets, Niels Peter Ravnsborg, da selskabet holdt generalforsamling i sidste uge

AgroMarkets holder blandt andet HandelsErfa-møder og laver individuelle råvare- og finansieringsstrategier for landmænd rundt omkring i landet. I 2019 udsendte selskabet 21 købs- og salgs-signaler, som blandt andet førte til salg af foderkorn høst 2019 til en snitpris på 125 kroner pr 100 kg, oplyser AgroMarkets, der siden 2017 har været et uafhængigt aktieselskab med 17 ligestillede aktionærer.

- Markedsrådgivning er fortsat et nyt forretningsområde, som er ved at vinde indpas. Det kræver en mental ændring, fordi landmændene tidligere har styret mere efter deres mavefornemmelse på dette område. Men tiderne og markederne har ændret sig, og landmændene kapitaliserer på at følge vores strategi og vores faglige kompetencer, sagde Niels Peter Ravnsborg.

Ny i bestyrelsen

Der var kampvalg om tre bestyrelsespladser, som endte med genvalg til Niels Peter Ravnsborg og Henrik Eeg Knudsen, Agri Nord, mens Carsten Kragh Paulsen, Velas, er ny mand ved bestyrelsesbordet. 
Generalforsamlingen udtrykte stor tak for indsatsen til tidligere formand Louise Helmer, der i løbet af 2019 fratrådte som konsekvens af fusionen mellem LMO og Centrovice til det nye Velas.

mip

Læs også