Netto-ejer politianmeldt for bæredygtighedsudsagn
Forbrugerombudsmanden har meldt Salling Group til politiet for vildledende markedsføring af Nettos økologiske produktserie Øgo, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Øgo-serien, der føres i Netto, har været markedsført som et af Danmarks mest bæredygtige brands, men nu er er Salling Group politianmeldt. Arkivfoto
Markedsføringen af Øgo-serien hos Netto kan have givet et fejlagtigt indtryk af produkternes klima- og miljøpåvirkning. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, og derfor har han meldt Salling Group, der ejer Netto, til politiet. Det oplyser ombudsmanden i en pressemeddelelse.
Ifølge Forbrugerombudsmanden har Salling Group givet indtryk af, at ØGO var kåret som Danmarks fjerde mest bæredygtige brand. I opslag på sociale medier og i en tilbudsmail fra Netto+ fremgik det, at »Øgo indtager igen 4. pladsen blandt Danmarks mest bæredygtige brands«.
Udsagnet byggede dog på en undersøgelse fra virksomheden SB Insight, der står bag Sustainable Brand Index. Undersøgelsen er baseret på 10.000 danskeres vurderinger og afspejler dermed udelukkende forbrugernes opfattelse af ØGO – ikke en objektiv kåring.
Risiko for at vildlede
Forbrugerombudsmanden vurderer, at markedsføringen kunne give forbrugerne et fejlagtigt indtryk af produkternes reelle klima- og miljøbelastning. Dermed var udsagnene egnede til at forvride forbrugernes adfærd, fordi mange aktivt vælger varer, de forbinder med den grønne omstilling.
- Hvis Salling Group skriver, at et mærke har en fjerdeplads i bæredygtighed, så skal det naturligvis være korrekt og kunne dokumenteres. Der er i markedsføringsretlig sammenhæng en meget væsentlig forskel på, om en virksomheds produkter er bæredygtige, eller om de af forbrugerne bliver opfattet som bæredygtige, udtaler Forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Salling Group står ved sin fejl
I en mail til DR Nyheder erkender presseafdelingen hos Salling Group, at man hos Netto har begået en fel.
- Forseelsen kan ikke diskuteres, og den står vi ved, men vi appellerer til, at der fra myndighedernes side bliver udvist proportionalitet mellem fejlen og en eventuel bøde, lyder det fra Salling Group.
Salling Group har tidligere fået indskærpet reglerne om vildledning. I 2022 indskærpede Forbrugerombudsmanden vildledningsforbuddet over for koncernen, og i 2024 fulgte en skriftlig orientering om brugen af bæredygtighedsudsagn.
Efter den aktuelle henvendelse har Salling Group fjernet de pågældende opslag og mails.