Det skal i højere grad være nemt og ikke tidskrævende, når danskerne går i køkkenet, Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Landbrug & Fødevarer.

Således er forbruget af såkaldte convenience-løsninger steget markant de seneste år, med fokus på aftensmåltider. Det gælder både målt i værdi og volumen. En ny måling viser, at 45 procent af danskerne svarer, at gårsdagens aftensmåltid indeholdt én eller flere convenience-løsninger.

Begrebet convenience dækker i den konkrete sag over et bredt spektrum. Det kan både være mad, der primært er hjemmelavet, men med enkelte færdiglavede komponenter som pizzadej eller sovs til færdigretter fra butikkerne, der bare skal varmes.

Salgstal understreger udviklingen

Udviklingen kan også dokumenteres i salgsdata. Fra 2019 til 2025 er forbruget af færdigretter steget med 21 procent. Væksten har været størst inden for færdigretter med kød, mens de kødfrie alternativer har haft en mere beskeden fremgang.

Convenience-løsninger fylder særligt meget i børnefamiliernes aftensmad. Blandt husstande med hjemmeboende børn indeholdt 49 procent af gårsdagens aftensmåltider en eller flere former for convenience – et niveau, der ligger over gennemsnittet.

Børnefamilier angiver oftere end husstande uden børn, at de vælger nemme løsninger for at frigøre tid til praktiske gøremål, til afslapning eller for at kunne hygge sig mere sammen som familie.

Danskere, der har spist hjemmelavet mad fra bunden, beskriver i langt højere grad deres aftensmåltid som velsmagende, mættende og sundt end dem, der har spist færdigretter. Færdigretter vurderes primært positivt på nemhed og hurtig tilberedning. Kilde: Voxmeter for Landbrug & Fødevarer.

Danskere, der har spist hjemmelavet mad fra bunden, beskriver i langt højere grad deres aftensmåltid som velsmagende, mættende og sundt end dem, der har spist færdigretter. Færdigretter vurderes primært positivt på nemhed og hurtig tilberedning. Kilde: Voxmeter for Landbrug & Fødevarer.

Nemhed slår smag

Selv om convenience fylder mere i hverdagen, er det ikke smagen, der driver valget. Kun 6 procent af forbrugerne svarer, at de vælger convenience-løsninger, fordi de smager bedre end hjemmelavet mad.

Når danskerne karakteriserer deres seneste aftensmåltid, beskriver dem, der har spist hjemmelavet mad fra bunden, i markant højere grad måltidet som velsmagende, mættende og sundt. De forbinder det også oftere med høj kvalitet og brug af danske råvarer end dem, der har spist en færdigret.

Det samme billede fremgår af Voxmeters måling, hvor hjemmelavet mad fra bunden scorer klart højere end færdigretter på parametre som god smag, sundhed, kvalitet og danske råvarer. Færdigretter vurderes derimod primært positivt på nemhed og hurtig tilberedning.

Selv om convenience ofte forbindes med nye og alternative måltidsformer, er det fortsat kød, der driver væksten i markedet. Færdigretter med kød er siden 2019 vokset markant mere end kødfrie alternativer og udgør i dag langt den største del af værdien i færdigretsmarkedet.

Kødfrie færdigretter har derimod haft en mere afdæmpet udvikling og er i de seneste år gået tilbage i både værdi og volumen. Ifølge analysen kan det blandt andet hænge sammen med prisfølsomhed, stærke madtraditioner og en lavere oplevet kvalitet blandt forbrugerne.