Fire landbrug viser deres vej til mindre afhængighed af pesticider
Resistent rajgræs, hanespore og væselhale kræver andre greb end tidligere. På en IPM-temadag på Hverringe Gods deler fire landbrug deres erfaringer med sædskifte, rækkedyrkning og præcisionsteknologi som våben i plantebeskyttelsen.

I oktober afholdes flere markdemonstrationer og temadage om IPM, hvor man blandt andet kan se forskellige tekniske løsninger på ukrudtsbekæmpelse. Arkivfoto fra tidligere markdemo.
Hvordan holder man ukrudt og andre skadevoldere i skak, når mulighederne i kemikassen bliver færre, og resistens gør nogle af de eksisterende midler mindre effektive?
Det spørgsmål er centralt, når Seges Innovation for Miljøstyrelsen inviterer landmænd, planteavlskonsulenter og undervisere til IPM-temadag på Fyn.
Temadagen finder sted onsdag den 28. oktober klokken 9.30-16.00 på Hverringe Gods, Hverringevej 185, 5300 Kerteminde. Deltagelse er gratis, og sidste frist for tilmelding er 20. oktober.
Dagen skal gøre status over arbejdet med integreret plantebeskyttelse, IPM, og samtidig rette blikket mod nye muligheder inden for blandt andet præcisionsteknologi og andre metoder, der kan reducere afhængigheden af pesticider.
Syv års erfaringer fra markerne
En central del af dagen bliver erfaringerne fra fire IPM-innovationsbrug, der gennem snart syv år har arbejdet med at omsætte IPM-principper til praktisk planteavl.
På værtsbedriften Hverringe Gods har sædskiftet blandt andet været justeret for at forebygge problemer med græsukrudt i et frøgræssædskifte. Frøafgrøder dyrkes nu på rækker, hvilket åbner for nye muligheder for mekanisk ukrudtsbekæmpelse.
Samtidig har godset kombineret forskellige omlægninger af markdriften med ny teknologi. Blandt andet anvendes dronebaseret kortlægning til at registrere ukrudt i markerne.
På Dalgaarden har udfordringen været en anden. Her har resistent italiensk rajgræs ført til en omlægning af sædskiftet med væsentligt flere vårafgrøder. Især havre har på den svære lerjord vist sig interessant både dyrkningsmæssigt og som en del af strategien mod rajgræs.
Arbejdet omfatter også såkaldt frøpuljemanagement, hvor målet er at nedbringe mængden af ukrudtsfrø i jorden og dermed få en langsigtet kontrol med problemet.

På IPM-dagen deles blandt andet erfaringer med at holde hanespore væk fra majsmarker. Arkivfoto
Hanespore og væselhale
På Gammelgaard dyrker man efter principperne i Conservation Agriculture og har blandt andet arbejdet med at forbedre etableringen og udbyttet i vårsæd.
Samtidig forsøger bedriften at forebygge opformering af væselhale, blandt andet gennem senere såning af vinterhvede.
Hos I/S Fuglsang er det derimod hanespore i ensidig majsdyrkning, der har været en af de store udfordringer. Her arbejdes der med sædskiftet for at reducere bestanden af hanespore uden at sætte den nødvendige grovfoderproduktion over styr. Også rækkeafstanden i majs indgår som et værktøj til at begrænse ukrudtets frøkast.
Landmændene præsenterer på temadagen deres erfaringer sammen med de konsulenter, der har fulgt arbejdet.
Fra spotsprøjtning til rapsjordlopper
Eftermiddagen sætter fokus på en række konkrete IPM-projekter.
Her kommer blandt andet erfaringer med fangplanter mod rapsjordlopper, radrensning og rækkesprøjtning i roer samt højpræcis spotsprøjtning.
Der bliver også sat fokus på det optimale tidspunkt for afslåning af græsukrudt og på mulighederne for fremtidig rapsdyrkning med minimal eller ingen anvendelse af pesticider.
Dagen rundes af med en diskussion af, hvordan udviklingen og anvendelsen af IPM kan accelereres, og hvilke nye løsninger der er behov for, hvis planteproduktionen skal blive mere robust.
Til sidst rykker deltagerne ud i Hverringes frømark, hvor rækkedyrkning og præcisionssprøjtning bliver vist i praksis.

Frøafgrøder på Hverringe gods dyrkes nu på rækker, hvilket åbner for nye muligheder for mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Arkivfoto
Markdemo om afgrøderækker
En anden mulighed for at se nye planteværnsmetoder i praksis er to markdemonstrationer over to dage, som Seges Innovation afholder med fokus på ukrudtsbekæmpelse i mark- og havefrø.
Den første dag er den 6. oktober, hvor der er fokus på spinat og ukrudtsbekæmpelse i selve afgrøderækken, og den anden dag, som er den 21. oktober, er der fokus på ukrudtsbekæmpelse i markfrø, herunder rækkesprøjtning og spotsprøjtning.
Man kan se mere på hjemmesiden for Close to Zero. Her kan man se programmet, og hvem der deltager på dagen.
Begge dage vil der blive præsenteret producenter og forhandlere af radrensere, spotsprøjter og andre løsninger, som kan fjerne eller medvirke til at fjerne ukrudtet i eller mellem afgrøderækkerne.
Markdemonstrationerne foregår blandt andet på Kragerup Gods på Midtsjælland den 6. oktober. Her er der fokus på spinat, og dagen starter kl. 10, programmet gentages kl. 13, og arrangementet slutter kl. 15. Den anden demonstration er den 21. oktober på Hagenskov Gods på det sydvestlige Fyn. Her handler det om markfrø fra kl. 13-16. Tilmelding er ikke nødvendig.
Tre IPM-temadage
Kragerup Gods – 6. oktober fra kl. 10 til 12 og kl. 13 til 15. Programmet handler om ukrudtsbekæmpelse i havefrø – særligt spinat
Hagenskov Gods – 21. oktober fra kl. 13 til 16. Programmet handler om ukrudtsbekæmpelse i markfrø
Hverringe Gods – 28. oktober fra 9.30 til 16.00 – her gøres status på arbejdet med IPM og blikket rettes mod nye muligheder
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































