Nye lovinitiativer kan få betydning for din bedrift og din familie
Regeringens lovprogram for 2025/2026 rummer ændringer, som er særligt relevante for dig som landmand.

Hvis der udskrives valg, og vi får et nyt flertal, kan det ændre hele lovgivningslandskabet. Derfor kan det være en god idé at udnytte de nuværende regler, mens de stadig gælder, skriver Jens Axel Kruchov. Her er statsminister Mette Frederiksen (S) på talerstolen. Foto: Skærmdump fra Ft.dk
Af Jens Axel Kruchov, advokat og partner, Storm Advokatfirma
Så er det nye folketingsår i gang, og som traditionen foreskriver har regeringen fremlagt sit lovprogram for 2025/2026. Det rummer både større og mindre ændringer, og nogle af dem er særligt relevante for dig som landmand.
Blandt politiske iagttagere spekuleres der i, om folketingsåret kan ende med et valg. Det kan få betydning for, hvilke forslag der når at blive vedtaget. Men allerede nu er der grund til at orientere sig. Især hvis du går med tanker om generationsskifte eller tilpasninger af driften.
Her er fem lovinitiativer, du som landmand bør holde øje med:

Jens Axel Kruchov. Foto: Lars Horn/Baghuset
Derfor kan det være en god idé at udnytte de nuværende regler, mens de stadig gælder
Fra klummen

Øget skattefri seniorpræmie
Regeringen foreslår at hæve beløbet for den skattefri seniorpræmie fra 2026. Målet er at tilskynde pensionsmodne borgere til at blive længere på arbejdsmarkedet, og det kan være en fordel for både dig og dine erfarne medarbejdere.
Nemmere generationsskifte med medarbejdere
Der lægges op til ændringer i erhvervsvirksomhedsloven og aktieavancebeskatningsloven, som skal gøre det lettere at gennemføre et generationsskifte til medarbejdere med mulighed for skattemæssig succession. En oplagt mulighed, hvis der ikke er børn, der ønsker at overtage.
Ny lov om natur og biodiversitet
Lovforslaget skal bidrage til EU's strategi om 30 procent beskyttede naturområder. Der tales blandt andet om 10 procent »strengt beskyttede« områder. Som lodsejer bør du være opmærksom på, hvordan det kan påvirke din jord. Både drifts- og planlægningsmæssigt.
Ændringer plan- og byggelov
Regeringen ønsker at gøre det nemmere at udvikle ejendomme og virksomheder i landdistrikterne. Det kan betyde lempelser, som vil give dig større fleksibilitet i forhold til udbygning og ombygning både af bolig og driftsbygninger.
Ny ejendomskategori
Et forslag om en ny samlet ejendomskategori for landbrugs- og naturejendomme skal skabe større tryghed om fremtidige ejendomsskatter særligt ved omlægning af landbrugsjord til naturformål. En ændring, der kan få økonomiske konsekvenser, og som du bør følge nøje.
Overvej at handle nu
Hvis der udskrives valg, og vi får et nyt flertal, kan det ændre hele lovgivningslandskabet. Derfor kan det være en god idé at udnytte de nuværende regler, mens de stadig gælder. Det gælder især, hvis du overvejer at generationsskifte din ejendom. Enten til næste generation eller til en nøglemedarbejder.
Det kan betale sig at være på forkant. Og du står stærkere med den rette rådgivning.






































