Se nogle af verdens bedste naturfotos

Udstillingen Wildlife Photographer of the Year dokumenterer hvert år en stadig mere presset natur. Men i år er der eksempler på, at det er muligt at gøre en forskel, hvis vi vil. Oplev verdens 100 bedste naturfotos, når årets udstilling åbner på Statens Naturhistoriske Museum den 24. november.

I år er det 59. gang, at konkurrencen og den tilhørende udstilling Wildlife Photographer of the Year – også kaldet »Naturfotografernes Oscar« - bliver afholdt.De 100 billeder viser naturens tilstand - lige fra britiske Rachel Bigsbys næsten surrealistiske foto af et sule-par på reden, til græske Agorastos Papatsanis smukke vinderbillede »Det sidste pust af efterår«, og Karine Aigners fotoreportage fra jagtkonkurrencer på vilde rovdyr i Texas. Men årets udstilling fortæller også positive historier fra den pressede natur.

Årets hovedvinder er Laurent Ballesta fra Frankrig med fotoserien »Den gamle sømand«, en serie billeder af dolkhaler i det fredede farvand ud for Pangatalan-øen i Filippinerne. Den tretornede dolkhale er truet af ødelagte levesteder og rovfiskeri, fordi dens blå blod bruges til at spore dødelige bakterier i vacciner. Men der er trods alt lys forude, for i de beskyttede farvande ud for Pangatalan er der håb om, at den mere end 300 millioner år gamle art kan få lov til at overleve.

Kåringen som den bedste unge naturfotograf gik til Carmel Bechler fra Israel i kategorien »Unge fotografer 15-17 år«. Han blev kåret som Young Wildlife Photographer of the Year med billedet »Uglehus«.

Under pres

Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum, var gæst ved gallashowet på Natural History Museum i London, hvor vinderne blev offentliggjort. Her var han vidne til, hvordan fokus for konkurrencen bag udstillingen har ændret sig meget gennem de seneste år:- Tilbage i 60’erne og 70’erne var naturfotos og de populære naturprogrammer på tv fokuseret på at vise smukke billeder og dramatiske fortællinger. Men i takt med, at naturen er blevet sat under pres af menneskeskabte forandringer, er udstillinger som Wildlife Photographer of the Year med til at skabe forståelse for, at vi er midt i den 6. masseuddøen af Jordens arter. Igen i år er der desværre mange vidnesbyrd om, hvor slemt det står til. Men der er også fotos, der fortæller om indsatser, der gør en forskel. Derfor er Wildlife Photographer of the Year så vigtig, fortæller Peter C. Kjærgaard.

I år er der en dansker blandt finalisterne. Jørgen Rasmussen er bosat i Singapore og er en internationalt anerkendt undervandsfotograf. Hans foto »Er alle ombord?« har i Balayan Bay på Philippinerne foreviget et møde mellem den giftige gople havhvepsen, en fisk og en nautil, som er en blæksprutteart.

Udstillingen kan ses frem til 8. september 2024.

I år skulle juryen gennemgå næsten 50.000 billeder indsendt af naturfotografer fra 95 forskellige lande.

Læs også