Køer og kvier skal kælve i enkeltkælvningsbokse
Kælvende køer kan tiltrække andre køer, der forstyrrer kælvningen og udgør en smitterisiko for den nyfødte kalv. Derfor er der krav om, at køer og kvier skal kælve i enkeltkælvningsbokse.

Peter Niss er mælkeproducent i Nordjylland og glad for sine enkeltkælvningsbokse. Arkivfotos: Tenna Bang
Ved kælvning søger køer isolation, så de kan undgå at blive forstyrret af andre køer. Forstyrrelser under kælvningen kan forhale kælvningsforløbet og give anledning til kælvningsbesvær. Ved kælvning i fællesboks er der desuden øget risiko for smitteoverførsel til den nyfødte kalv.
Derfor er der krav om enkeltbokse til kælvning. Dyrene kan dog også kælve på græs, hvis arealet er så stort, at de kan kælve uforstyrret. Sådan skriever Seges Innovation på Landbrugsinfo.
Flyt de kælvende køer og kvier på rette tid
For ikke at forstyrre koen i kælvningen, bør en kælveko eller -kvie flyttes til enkeltkælvningsboksen, senest når hun går ind i opblokningsfasen.
- Det vil sige senest, når vævet omkring haleroden bliver blødt, skeden hæver op, og der eventuelt afgår lidt slim. Yveret vil være ret spændt og måske med mælkeløb, lyder det.
Erfaring med enkeltkælvningsboks
En af dem, der har gode erfaringer med enkeltkølvningsbokse, er mælkeproducent Peter Niss, som driver ejendommen Stenvadgaard i Skivum ved Nibe i Nordjylland.
- Jeg flytter køerne fra fællesboks til enkeltboks to til syv dage før kælvning, afhængigt af, hvor mange der kælver, siger han til Landbrugsinfo.
Peter Niss oplever ikke. At kælvningen går i stå, hvis han flytter koen hen i enkeltboksen, tættere på kælvning, men tilføjer også, at der er tremmer mellem boksene, så køerne altid kan se hinanden.
- Boksen giver koen ro, og man er sikker på, hvilken kalv, der hører til hvilken ko. Samtidig er det nemmere at få dem godt i gang med vand og energidrik, når der ikke er konkurrence fra de andre, oplever Peter Niss.
Boksene giver også et mere sikkert arbejdsmiljø, fordi man nemt kan sætte koen i fanggitter, erfarer mælkeproducenten.

- Jeg flytter køerne fra fællesboks til enkeltboks to til syv dage før kælvning, afhængigt af, hvor mange der kælver, siger Peter Niss til Landbrugsinfo.