Potentiale i afskallet havre til økologiske malkebesætninger

Selvom foderomkostningerne er højere, når der fodres med afskallet havre, så viser en afprøvning positiv effekt på restbeløbet.

En afprøvning foretaget af Seges i samarbejde med Aarhus Universitet og Gl. Buurholt har vist, at fodring med afskallet havre til økologiske malkekøer kan øge EKM-ydelsen, og – selvom fedtprocenten falder og afskallet havre er 80 øre dyrere pr. kilo – også smitte positivt af på restbeløbet.

Økologiske malkekøer i Danmark har cirka 10 procent lavere mælkeydelse end konventionelle malkekøer. Det skyldes dels kravet om, at grovfoder skal udgøre mindst 60 procent af tørstoffet, og dels kravet om 100 procent økologisk foder, som gør det dyrt at opfylde koens behov for fedt og protein.

I dag bliver fedtforsyningen blandt andet opfyldt via importerede økologiske sojabønner og soja-/rapskager, men både i forhold til de økologiske værdier og principper samt ønsket om større sporbarhed, bæredygtighed og reducerede omkostninger er selvforsyning med fedt ønskeligt.

Et mulig fodermiddel, som kunne passe ind i overstående værdier og principper, er havre, som fungerer rigtig godt i et økologisk sædskifte, skriver Seges.

Der kan imidlertid være udfordringer med at bruge store mængder havre i fodringen af højtydende malkekøer, da den store skalandel betyder en lavere foderværdi end i andre kornarter. På den baggrund har Seges i samarbejde med Aarhus Universitet og Gl. Buurholt gennemført en praksisafprøvning med fokus på fodring med afskallet havre.

Formålet med projektet var at undersøge effekten på mælkeproduktionen ved fodring med afskallet havre og at beregne økonomien i at afskalle havren.

 

Højere restbeløb

Afprøvningen blev gennemført som et overkrydsningsforsøg i én økologisk besætning med 280 holstein årskøer og en ydelse på 10.500 kg EKM. Besætningen fodrede TMR og havde traditionel malkning med to gange malkning per dag.

I første kontrolperiode blev besætningen fodret med deres daværende TMR-ration. Efter de tre ugers kontrolperiode skiftede hele besætningen til forsøgsbehandlingen. Forsøgsbehandlingen bestod af samme ration som i kontrolperioden, dog var 2,5 kg tørstof uafskallet havre udskiftet med 2,5 kg tørstof afskallet havre. Efter tre uger på forsøgsbehandlingen skiftede besætningen tilbage til kontrolbehandlingen, som var den samme ration som i den første kontrolperiode.

Afprøvningen har vist, at fodring med afskallet havre øger EKM-ydelsen med 2,2 kg EKM, mens fedtprocenten falder med 0,1 procentenhed og proteinprocenten er uændret. Prisen på havren stiger med 80 øre pr. kg ved afskalning, og det dækker over udbyttetab og selve afskalningsprocessen. Men selvom foderomkostningerne er højere, når der fodres med afskallet havre, så viser afprøvningen en positiv effekt på restbeløbet. Således stiger restbeløbet med 3,40 kr. pr. ko, når der fodres med afskallet havre.

 

Konklusioner

Hovedkonklusioner efter praksisforsøget med afskallet havre i en økologisk malkebesætning:

Markant øget foderværdi af afskallet havre sammenlignet med uafskallet havre

Højere energikoncentration i foderrationen, når uafskallet havre er udskiftet med afskallet havre

Muligt at hæve fedtsyrerindholdet i rationen med afskallet havre

Fodring med afskallet havre øgede EKM-ydelsen med 2,2 kg EKM sammenlignet med uafskallet havre

Fodring med afskallet havre hævede restbeløbet med 3,40 kr. pr. ko pr. dag

Kilde: Seges

 

Læs også

Senere første slæt bør ikke gå ud over kvaliteten
Nyt koncept: Kvier kan blive til rødt oksekød
Thise Mejeri låner en million kroner af forbrugerne
»Stevnskalven« på vej: Nyt tiltag skal vende tab til en god forretning
Potentiale i mælk fra gamle kvægracer
Seks slæt – bedst økonomi for økologer