Helms TMT-Centret A/S har i disse måneder travlt med at forberede opstarten som officiel importør af Hyundai Construction Equipment i Danmark fra årsskiftet. Udviklingen i både Danmark, Norge og Sverige går ifølge direktør Allan Helms »i en positiv retning«, og virksomheden udvider nu organisationen for at matche væksten.

Som led i oprustningen er Jim Thygesen tiltrådt pr. 1. december som salgs- og produktspecialist for Hyundai Construction Equipment hos Helms TMT-Centret A/S. Han skal samtidig varetage salget af Schäffer i Norge i tæt samarbejde med det øvrige Helms Team. Jim Thygesen kommer med solid erfaring fra branchen, senest som salgsdirektør hos Dansk Maskincenter og tidligere direktør i A.P. Jørgensen i Ribe.

Jim Thygesen skal bruge halvdelen af sin tid på entreprenørsegmentet i Danmark som salgs- og produktspecialist for Hyundais tunge maskiner, mens den anden halvdel dedikeres til Norge, hvor Helms TMT-Centret oplever stigende aktivitet.

Vi bygger videre på de gamle dyder

- Vi vokser både i Sverige og Norge, og derfor har vi brug for kompetencer, der kan styrke salget og supporten på tværs af landene, forklarer Allan Helms, som samtidig understreger ønsket om at bevare en flad organisation, hvor sælgere og specialister arbejder sideløbende uden intern konkurrence. Vi har ligeledes gode erfaring med vores Area Sales Manager i Sverige, som vi nu vil overføre til Norge.

Ifølge Allan Helms er ansættelsen ikke et enkeltstående træk, men en del af en større strategi for at styrke virksomhedens position i Skandinavien. Helms TMT-Centret arbejder både med udvidelse af entreprenørsegmentet, et styrket forhandlernet og en tydelig tilstedeværelse i markedet for tunge maskiner.

- Det går ganske udmærket og vi oplever stor vækst. Vi bygger videre på de gamle dyder, hvor kunderne bliver behandlet ordentligt, og hvor vi som hold løfter opgaven. Jim passer ind i det hus, og vi glæder os til at bringe hans erfaring i spil, siger han.

Maskiner