Danish Agro har kurs mod Agromek
Nordeuropas største landbrugsmesse løber af stablen i Herning den 24.-27. november 2026. Her fylder Danish Agro en af messens største stande med produkter fra hele koncernen – fra de største mejetærskere til digitale løsninger.

Danish Agros stand bliver blandt de største på Agromek 2026. Foto: Per Jørgensen
Når Agromek åbner i Herning den 24. november, kan de besøgende på Agromek se frem til at gå på opdagelse blandt mange nye traktormodeller fra Claas, mejetærskere, græsudstyr, udstyr fra Fliegl, minilæssere fra VM Loader og de nyeste autonome robotter fra AgXeed.
Danish Agro er nemlig at finde på en af messens største stande, hvor koncernen også præsenterer de nyeste digitale værktøjer og hjælpemidler til dokumentation fra Cropline, herunder Cropline MaskinData, SoilOptix markscanninger, Claas Connect og Cordulus-vejrstationer.
- Vi ser frem til dialogen omkring dansk landbrug og at præsentere vores nyeste løsninger inden for smart farming, teknologi og maskiner og ikke mindst vise de besøgende, hvordan Danish Agro kan binde hele bedriften sammen gennem Cropline, fortæller Jens Skifter, Koncerndirektør for Machinery.
- Cropline MaskinData er en meget spændende løsning, også til eftermontering, da det tilbyder en dataløsning, fuldt automatisk på tværs af alle traktormærker, inklusiv Isobus redskabsdata, så alt dokumenteres og gemmes online til senere analyse og løbende optimering af driften, forklarer Jens Skifter videre.

- Vores målsætning for Agromek er, at besøgende efter messen skal gå hjem og tænke, at han eller hun kan se en fremtid for sin bedrift i samarbejdet med Danish Agro, siger Michael Husfeldt, adm. direktør i Danish Agro Maskiner. Arkivfoto: Danish Agro
Det handler om relationer
Dokumentation og præcision bliver en større og større del af landmændenes hverdag, og digitale løsninger fylder derfor i stadigt højere grad og er en naturligt integreret del af Danish Agro-koncernens stand på Agromek.
- Vi håber naturligvis altid på at skabe nye relationer til både kunder og leverandører, men det er også vigtigt for os på messen at udbrede budskabet om, at Danish Agro er landbrugets samarbejdspartner, som tilbyder det, der skaber værdi for landmanden og medarbejderne i deres hverdag – hele vejen rundt om bedriften, tilføjer Jens Skifter.
Michael Husfeldt, som er adm. direktør i Danish Agros danske importselskab for maskiner, ser også Agromek som en vigtig mulighed for at fremvise produkterne og demonstrere, hvordan virksomhedens løsninger kan skabe værdi for landbruget i Danmark. Men lige så vigtigt er messen en gylden mulighed for at mærke pulsen hos kunderne og pleje kunderelationer.
- Her kan alle få en fornemmelse af, hvor erhvervet bevæger sig hen og dermed blive klogere på, hvordan man bedst servicerer kunderne, og det gælder derfor for os om at benytte muligheden for at få landmanden i tale. Vores målsætning for Agromek er, at besøgende efter messen skal gå hjem og tænke, at han eller hun kan se en fremtid for sin bedrift i samarbejdet med Danish Agro samt føle sig inspireret til at udvikle og vækste ind i fremtiden, forklarer Michael Husfeldt.
Samtidig understreger han, at Agromek handler om mennesker, relationer og erfaringsudveksling.
- Landmanden og de besøgende skal være i fokus, som han udtrykker det.








































