- Det er den mest populære gummiged, 170’eren her. Vi solgte fire af dem i 2020.

Sælger Rasmus Juul Jensen fra Kragmann A/S i Middelfart taler om den New Holland W170D, som Peter Hansen fra Gelsted Transport netop købte som ny hos Kragmann for et år siden, og denne dag har i aktion på en byggeplads i Vissenbjerg.

Sælgeren lægger ikke skjul på, at det generelt går temmelig godt med salget af entreprenørmaskiner.

Ni rendegravere

- Kragmann begyndte først at tage entreprenørmaskiner ind for godt et års tid siden, men vi er kommet godt fra start. Salget er fra begyndelsen gået godt, fortæller Rasmus Juul Jensen.

Han påpeger, at der alene omkring årsskiftet blev solgt ni rendegravere, men at salget af maskiner generelt har været en succes i år, både hvad angår minigravere og gravemaskiner, men også traktorer og mejetærskere.

Om gummigeden solgt til Gelsted Transport kan han fortælle, at det også er en maskine, der sælges en del af i landbruget, blandt andet til større kvægbrug, hvor der skal læsses meget foder, men at maskinen i samme serie fås fra 11-19 tons. Desuden kommer der til efteråret en miniserie hjem, der spænder fra 5,5-8 tons.

Stor komfort

Der er tale om en 17 ton gummiged med lang arm og dermed en løftehøjde på 4,37 meter, 205 hk, ZF powershift-transmission, joystickstyring, Volvo hurtigskift og med centralsmøring som standardudstyr.

- Den er meget brugervenlig, har et godt arbejdslys, et bakkamera der sikrer, at du ikke har de dårlige arbejdsstillinger, og så er den meget lydsvag i kabinen. Desuden har man et godt udsyn, ligesom den også er behagelig at køre med på vejen.

- Den er ikke så urolig, som de andre vi har haft, bemærker Peter Hansen om gummigeden, som han har fået monteret med ekstra brede dæk og traktormønster, så den bedre kan stå fast.

Gelsted-entreprenøren påpeger, at han også har en gummiged kørende fra 1994.

- Den kører stadig, men her kan man virkelig se, hvad der er af forskel på komforten. Den nye her har jo tilmed aircondition, sædevarme og bluetooth som i en moderne bil. Det er også kun godt for medarbejderne, når de skal sidde så mange timer om dagen.

Erstatter en dozer

- For os kan gummigeden erstatte en 15 tons dozer, og den kommer også til at køre i grusgrav i den næste tid, påpeger entreprenøren, der har fået gummigeden leveret med en danskproduceret skovl med kapacitet til 3,5 kubikmeter fra Maskinfabrikken JST.

- Den kan være lidt stor at have med på nogle af de mindre byggepladser, men med den lange arm kan vi nå op og tippe i sættevogne.

Ifølge Rasmus Juul Jensen er en ny model på vej – en W170D2 med samme udseende, men med blandt andet dæktryksmåler der kan ses fra kabinen, og med vægt monteret fra fabrikken, så man ikke, som Peter Hansen har valgt, skal investere i en vægt til eftermontering.

Peter Hansen påpeger, at det for hans vedkommende betyder rigtig meget, at Kragmann bor lokalt.

- Vi vælger generelt lokale samarbejdspartnere, da vi godt kan lide det personlige forhold til værksted og forretningsindehavere, ligesom der ikke er langt til service og reservedele.

Maskiner