Stor efterspørgsel på reservedele
Hos Milcotec oplever man en stigende efterspørgsel på reservedele, hvilket ses på webshoppens omsætning måned for måned.

Milcotec har slået sig fast på at kunne levere service og reservedele. Derudover lejer de eksempelvis malkerobotter ud. - Alle vores produkter kan man leje eller lease, og de kan faktisk skrue det sammen, som de gerne vil have det, fortæller Gerth Pedersen, indehaver af virksomheden. Foto: Line Brusgaard
- Når man får det solgt, forventer folk også, at man kan servicere det, sådan lyder det fra Gerth Pedersen, indehaver af virksomheden Milcotec.
Da Gerth Pedersen startede sin virksomhed op i 2007, havde han planer om at kunne nøjes med sin computer og »rode« lidt med salg af brugte malkerobotter.
Men ligesom der er sket en enorm udvikling i kvægbruget i de efterfølgende år, og der samtidig er dukket flere og flere teknologiske løsninger op i landbruget, har fokus hos Milcotec også ændret sig – og virksomheden har fået flere ben at stå på.
- Alt indendørs mekanisering roder vi med, og så har vi også fået inventar som sengebåse, vandtrug og kobørster med i butikken, fortæller Gerth Pedersen og tilføjer med et smil:
- Der er faktisk sket en hel del fra, at jeg kun ville sælge brugte robotter til nu.
Stor omsætning på webshop
Et af de områder, som der er kommet til at fylde en del hos Milcotec, er webshoppen, som ifølge indehaveren er begyndt at give afkast.
Gerth Pedersen oplever, at onlinesalg af reservedele bliver større fra måned til måned.
- Når man er online, kommer man meget længere end det danske marked, fortæller han og fortsætter:
- En del af omsætningen på webshoppen ligger i udlandet.
Derudover laves der en masse reparationer af transpondere og lasere, der sidder på malkerobotterne. Udover Danmark laves der også service i Sverige og Nordslesvig.
- Og det er den vej, det går, lyder det fra Gerth Pedersen.
Mulighed for at leje eller lease
At kunne levere service og reservedele er således noget, Milcotec, har slået sig fast på. Derudover lejer de eksempelvis malkerobotter ud.
- Alle vores produkter kan man leje eller lease, og man kan faktisk skrue det sammen, som man gerne vil have det, fortæller Gerth Pedersen og fortsætter:
- Der er for eksempel mulighed for at leje brugte malkerobotter for 130 kroner pr. dag alt inklusivt. Det eneste, man skal betale ekstra, er timeløn. Går der noget i stykker, skifter vi det.
Ifølge Gerth Pedersen vil det inklusiv sliddele, reservedele og service ikke koste mere end en serviceaftale hos producenten af malkerobotten. Han peger derfor på, at for unge mennesker er det en allertiders måde at komme i gang på.
- Det kræver ikke den store kapital, og så er det jo på lejebasis, hvor man højest er bundet i 18 måneder, understreger han og tilføjer:
- Det er en god forretning for landmanden, og for os er det heller ikke helt dårligt.
CO2 får betydning for markedet
- Brugte dele bliver mere og mere eftertragtede, og det gør de i takt med alle de klimaregnskaber, landmændene skal indberette, fastslår Gerth Pedersen og tilføjer:
- Hvor meget CO2 belaster du for eksempel ved at reparere en brugt vakuumpumpe fremfor at købe en ny? Det, tror jeg virkelig, kommer til at fylde i fremtiden, hvor man har en eller anden form for CO2-kvote, som man havde med mælkekvoten.
Han tænker, at det i fremtiden bliver sådan, at hvis man køber man en del brugt, har man måske mere CO2-kvote til at investere.
- Jeg er sikker på, at det er den vej, vi kommer til at gå, og vi satser derfor meget på den del – altså at renovere frem for at sælge, påpeger Gerth Pedersen.