Grøn fagmesse var en succes
Uanset hvilken af Maskiner under Broens rekordmange 142 udstillere, man taler med, er budskabet det samme: Tredje udgave af den grønne maskinmesse var en uforbeholden succes.
De 3.191 fagfolk, der onsdag og torsdag i denne uge lagde vejen forbi udstillingsarealerne ved den nye Lillebæltsbro, var ikke kommet for at fordrive tiden, men for at blive klogere, sammenligne maskiner og blive klogere på deres næste indkøb. Det fastslår Lasse Lindholm, formand for brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, der arrangerer maskinmessen Maskiner under Broen.
- Jeg synes absolut, at vi kan være stolte. Det er jo hårdt at løbe en ny udstilling på en ny lokalitet i gang, men i år synes jeg virkelig, at tingene gik op i en højere enhed. Besøgstallet har været rigtig fint, og vi havde et godt flow på standen, men jeg vil gerne især fremhæve kvaliteten af de besøgende, siger Lasse Lindholm, der desuden er indehaver af Lindholm Maskiner A/S, og fortsætter:
- Den har været tårnhøj. Det var virkelig de rigtige gæster, der kom, og jeg har talt med kunder fra både Nordjylland, Østsjælland og midt i mellem, og alt fra golfklubber over kommuner til entreprenører. Vi havde faktisk travlt hele dagen, så jeg må erklære, at tredje gang var lykkens gang for Maskiner under Broen, udtaler formanden for brancheforeningen.

3.191 besøgte Maskiner under Broen mod 3.080 besøgende i 2018, der blev afholdt for tredje gang. De besøgende var ikke kommet for at fordrive tiden, men for at blive klogere, sammenligne maskiner og blive klogere på deres næste indkøb. Det fastslår Lasse Lindholm, formand for brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, der arrangerer maskinmessen Maskiner under Broen. Foto: Per Jørgensen
Udstillingen bør fortsætte
Da konceptet Maskiner under Broen blev lagt i støbeskeen i 2015, besluttede brancheforeningen, at man ville afholde tre messer og derefter evaluere på resultatet for at finde ud af, om Maskiner under Broen derefter skal fortsætte. Nu er den tredje udgave vel overstået, og evalueringen og dialogen om udstillingens fremtid er ikke afsluttet endnu, understreger messeudvalgsformand Birger Pedersen. For egen regning vil han dog gerne pointere, at den grønne maskinmesse klart har vist sin berettigelse og bør fortsætte.
- Det er tydeligt, at det er de rigtige gæster, der kommer, både på vores stand og når jeg taler med de andre udstillere. Det er kompetente brugere og beslutningstagere, som er nysgerrige og stiller meget konkrete spørgsmål, så jeg synes, at udstillingen har vist sit værd og vil stemme for, at den skal fortsætte, siger Birger Pedersen, der også er indehaver af Timan A/S.
Positive tilbagemeldinger
Det er en træt, men glad udstillingsleder Erik Nissen, som er klar til at gøre status over to travle messedage i høj sol i Middelfart.
- Det har jo gjort mit arbejde lettere, at der har været en fantastisk opbakning fra udstillerne, både nye og gamle. Og så er det jo dejligt, at 3.191 besøgende valgte at bruge deres kostbare tid på at besøge messen, siger udstillingsleder Erik Nissen. Besøgstallet i 2018 var 3.080.
- Udstillerne har virkelig været tilfredse med antallet af kvalificerede gæster på standen, og også de nye udstillere har meldt positivt tilbage. Jeg har talt med én, som leverede flådestyringssoftware, og han fortalte, at allerede første dag havde han fået fem gode leads, og han bare havde brug for, at ét af dem blev til noget, så har beslutningen om at udstille mere end betalt sig. Så det er tydeligt, at en god udstilling stadig er en af de vigtigste brikker i leverandørernes markedsføring, slutter Erik Nissen.