Købte julegaver til sig selv hos Stemas

Der kom godt gang i salget, da Stemas holdte åbent hus i juledagene efter et år med rekordsalg.

Efter to år med nedlukninger på grund af coronasmitte, vendte det traditionsrige jule-åbent hus-arrangement tilbage hos Stemas ved hovedkvarteret i Hadsten.

Og de besøgende viste stor interesse for maskinerne, og for nogle blev det ikke kun ved interessen. Tegnebogen kom også op af lommen, fortæller direktør Robert Kjærgaard.

- Flere af vores gæster var åbenlyst blevet skuffede juleaften, hvor de ikke havde fået pakker med det, de mest ønskede sig. Så de benyttede åbenthus-arrangementet til at købe forsinkede julegaver til sig selv. Det blev til slutsedler på flere maskiner, som vi nu gør klar til at levere fra starten af det nye år, siger han.

Firmaet tager en ny kalender i brug i bevidsthed om, at træerne måske ikke vokser helt ind i himlen. 2022 blev med Robert Kjærgaards ord »det hidtil bedste år med det største maskinsalg nogensinde« trods krig, inflation, Putin og corona. 

Stemas-direktøren lægger ikke skjul på, at firmaets nye, store maskinmærke, Wacker Neuson, havde sin voldsomme andel af æren for det forrygende resultat. Wacker Neuson har fra første færd lagt sig helt i front blandt maskinproducenterne med eldrevne maskiner og kunne sidste år præsentere en række nyheder. 

Med elektrisk drevne maskiner er Wacker Neuson stort set kun overhalet af Weidemann, som også er i dansk stald hos Stemas.

 

 

Læs også