Skal i fængsel efter ulovlig ulvejagt i Norge
Ti personer er blevet idømt fængselsstraf på op til 18 måneneder for at have skudt et ulvepar, der var ved at etablere sig i det sydøstlige Norge nær grænsen til Sverige.

To ulve i Norge mistede i starten af 2025 livet, efter at ti mænd indledte en målrettet ulvejagt på parret. Det har nu kostede mændene fængsel i op til halvandet år. Arkivfoto: Colourbox
Det var i de første dage af 2025, at en gruppe mænd o0psøgte og aflivede en han- og en hunulv, der var i færd med at etablere sig nær Busjøen ved Eidskog i det sydlige Norge. Og det har nu kostet mændene fængselsstraf. Det beretter norsk TV 2.
De ti mænd er mellem 29 og 69 år og er blevet dømt for ulovlig jagt og nedlæggelse af ulveparret. Ifølge tiltalen medvirkede de til at mindske en naturlig bestand af en fredet art, som er truet af udryddelse. Tre af mændene er desuden dømt for forsøg på at nedlægge en los. Samtlige ti mister retten til at gå på jagt, og for to af mændene gælder frakendelsen resten af livet.
Den mand, der har erkendt at have skudt den ene ulv, blev i retten idømt et år og fem måneders fængsel. En anden mand, som forklarede, at han havde skudt efter en ræv og ikke en ulv, fik den strengeste straf på et år og seks måneders fængsel. Retten fandt, at han havde været en meget aktiv deltager i jagten og var den, der skød hanulven.
– Han var meget aktiv i søgningen efter spor af ulv. Han var en drivkraft i jagten både 1. og 6. januar, skriver retten i afgørelsen ifølge det norske tv-selskab.
Var tiltalt efter mafiaparagraf
De øvrige otte mænd er blevet idømt fængselsstraffe på mellem tre måneder og et år.
Anklagemyndigheden Økokrim havde også rejst tiltale efter den såkaldte mafiaparagraf, fordi den mente, at ulvejagten var planlagt og organiseret som led i aktiviteterne i en organiseret kriminel gruppe. På det punkt fik Økokrim dog ikke medhold af rettens flertal.
De to meddommere vurderede, at de tiltalte havde for lidt kendskab til hinanden, og at samarbejdet var for løst organiseret til, at der var tale om en organiseret kriminel gruppe. Rettens formand var uenig og mente, at der var tale om et fast samarbejde med det formål at holde området fri for ulve.
Tingretten fandt samtidig, at det var bevist ud over enhver rimelig tvivl, at de dømte havde samarbejdet om jagten med det formål at nedlægge ulv og los. Økokrim betegner sagen som den hidtil største sag om faunakriminalitet, der har været behandlet ved en norsk domstol.
– Økokrim er tilfreds med, at tingretten er enig i, at ulovlig jagt på fredet rovvildt er alvorlig miljøkriminalitet, skriver førstestatsadvokat Håvard Kampen i en pressemeddelelse.




































